Klassiske balletforestillingers fremstilling af eksotiske karakterer er blevet problematisk i dagens Danmark. Skal man tilpasse kunstformen til moderne tider eller holde fast i ballettens tradition?

Af Marie Byriel-Thygesen

I dag skal ingen danske balletdansere male sig gule, brune eller sorte i hovedet. Men derfor findes der stadig elementer af karikerede ”eksotiske” roller. Traditionen for at fremstille eksotiske folkeslag på balletscenen går tilbage til 1600- og 1700-tallets europæiske ballet, som opstod i Frankrig, siger ballethistoriker og dr.phil. Erik Aschengreen. ”Den klassiske ballet er en ”hvid” kunstart, hvis man tør sige det, grundlagt i 1650’erne. På det tidspunkt har man allerede interesse for disse fjerne folkeslag. Dengang vidste man ikke ret meget om dem, men man drømmer og synes, at de er interessante og eksotiske. Derfor er der en lang tradition i klassisk europæisk ballet for et eller flere indslag med fremmede. Men det er først i 1900-tallet, at det begynder at blive et problem.”

Første krænkelse

”Amors og Balletmesterens Luner” er den ældste danske ballet, som stadig opføres. Forestillingen er succes ved premieren i 1786, og det bliver den ved med at være i 187 år. I forestillingen optræder tre sorte par. De bliver fremstillet som fjollede, komiske og lidt parodiske. Det sætter en anmelder fra Dagbladet Information spørgsmålstegn ved i 1973. Her begynder blackfacing for alvor at blive opfattet som et problem i Danmark.

Nogle år før var fænomenet også blevet genstand for debat i USA. I den amerikanske ballet ”Søvngængersken” af George Balanchine fra 1940’erne optræder et sort par, som bliver fremstillet som kluntet. Det var hvide dansere, der fremstillede sorte mennesker. I 1960’erne blev det sorte par erstattet med aztekere. På den måde undgik man, at nogen følte sig krænkede. ”Det måtte man godt, da der jo ikke kunne sidde nogle aztekere og blive fornærmede,” siger Aschengren.

Det er dans – ikke en museumsgenstand

Stephanie Chen Gundorph blev uddannet balletdanser i 2011 og er nu ansat som solist på Det Kongelige Teater i København. Med en baggrund som halvt dansk og halvt kinesisk er hun meget bevidst om, hvordan etnicitet bliver fremstillet gennem balletkunsten. ”Hvis man ikke ændrer i balletklassikerne, bliver de støvede museumsgenstande. Og det er fint i bøger og malerier, men balletforestillinger kræver, at mennesker giver liv til dem. Og det er os mennesker, der betvivler, hvorfor vi bliver ved med at puste liv i de her karakterer”.

Svanesøen og Nøddeknækkeren er de mest populære forestillinger blandt både unge og ældre, men er også blandt de mest problematiske. ”Når de her klassikeres dramaturgi er skrevet i 1800-tallet, indgår forældede elementer. Når det er en kunstart, så går jeg og mine kollegaer på scenen hver dag og skal genleve det. På den måde er det en meget mærkelig balance,” siger hun. Det er især i den orientalske dans, hun oplever, at orienten bliver fremstillet på en forkert måde: ”For eksempel er der optrædende ”madvarer” i Nøddeknækkeren. Der er både chokolade, the, kaffe og sukkerstænger. Her bliver det orientalske ved kaffen vist i en kvinde med ganske lidt tøj på, som skal danse forførende.”

Børn sminket som kinesere i “Nøddeknækkeren”. Her i en opsætning af Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg

Et brud mellem generationer

Balletten har sin egen kulturhistorie og traditioner, men betyder det, at den skal forblive hellig? ”Vi skal også appellere til den næste generation af publikum. De vil måske ikke finde sig i, at klassikerne indeholder elementer af racisme som ikke stemmer overens med vores nutidige virkelighedsopfattelse. Der er ikke noget nyt i, at man tilpasser de klassiske balletforestillinger, men måske er der bare en ny generation, som skal gøre sit indhug i dem,” siger Stephanie Chen Gundorph.

For Erik Aschengreen er det vigtigt, at vi husker på det historiske perspektiv i diskussionen: ”Jeg vil gerne have, at vi får et historisk perspektiv. Det er historie. Det bliver problematisk, når publikum bliver et andet, og vi kommer ind i en anden tid. Men hvordan kan man komme videre, uden at man ødelægger en tradition totalt? Man skal ikke krænke andre, men man skal heller ikke være krænkelsesparat. Det er en balance,” siger Erik Aschengreen.

Søndag den 17. oktober kl. 14.00
Fortid i nutid: Blackfacing og yellowfacing i klassisk ballet
Erik Aschengreen, Astrid Nonbo Andersen og Stephanie Chen Gundorph samt optræden af København Danser
Auditorium

Topfoto. Fra Det Kongelige Teaters opsætning af Amors og Balletmesterens Luner i 1973. Foto: John R. Johnsen. Farvelagt af Andreas Kjærgaard.

Det har ikke været muligt at finde den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne til fotoet. Såfremt Historiske Dage derved har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet, og retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde Historiske Dage indhentet tilladelse i forvejen.