Omkring år 1900 var opfattelsen blandt mange, at man kunne blive forført til homoseksualitet af dekadente fra overklassen, som skaffede sig seksuelle ydelser mod betaling og var perverse og udnyttende. Samtidig kæmpede flere af disse borgerlige – blandt andre juristen Poul Andræ – for at få anerkendt homoseksualitet som en naturlig ting.
Af Rasmus Friis Effersøe
I 1898 åbner gardehusarkasernen ved Østerbro Torv. Her tiltrækker de raske unge mænd i flotte uniformer sig hurtigt opmærksomhed fra den homoseksuelle del af byens befolkning. Og da soldaterlønnen ikke rækker så langt som håbet, lader mange soldater sig friste af muligheden for at tjene en ekstra skilling. Det vækker forargelse blandt venstrefolk og socialdemokrater, og forargelsen bliver et led i kampen mod det politiske højre, og hvad venstrefolk og socialdemokrater opfatter som borgerlig dekadence.
”Den fine kaserne ligger lige ved siden af Fælledparken, og den bliver hurtigt et kontaktsted,” fortæller historiker og dr. phil. Karl Peder Pedersen. ”Ikke mindst dette er omkring 1900 med til at gøre homoseksualitet til et almindelig kendt og bekymrende storbyfænomen. Mange tror, at unge mænd kan forføres til at blive homoseksuelle. Og da de flotte blå husarer på kasernen er bøndernes og arbejdernes sønner, ser de nye venstreregeringer efter systemskiftet i 1901 naturligvis ikke med blide øjne på, at deres sønner bliver misbrugt af de fine, dekadente homoseksuelle i København.”
Gardehusarkasernen omkring indvielsen i 1898. Gardehusarerne flyttede til Næstved i 1940, men bygningerne blev brugt til andre forsvarsmæssige formål frem til 1992. I dag er området ombygget til det nuværende butiks- og boligområde Østerfælled Torv. Foto: Frederik Riise
”Når Social-Demokraten kører så massivt på det, er det et led i en politisk kamp, hvor man ser sig selv i modsætning til borgerskabets dekadence, som man bekæmper med alle midler. Men det er ikke kun politisk taktik. De er helt klart også moralsk afstandtagende, for socialdemokraterne er ikke et øjeblik i tvivl om, at sex mellem mænd er noget frygteligt svineri.”
Gardehusarer på øvelse i 1912. Da Gardehusarkasernen i 1898 flyttede fra Indre By til Østerbro, gjorde nærheden til Fælledparken den hurtigt til centrum for en omfattende soldaterprostitution.
Overgivelsen til liderligheden
Karl Peder Pedersen har læst juristen Poul Andræs (1843-1928) dagbøger og breve, der giver et indblik i, hvad Andræ beskriver som sin ulykkelige kærlighed. ”Pouls seksualitet manifesterer den sande kærlighed for ham, men han beskriver den tit som ulykkelig, fordi den er vendt mod den ”forkerte” part. Han skammer sig ikke over sine følelser, men frygter for konsekvensen, hvis hans seksualitet kommer til offentligt kendskab,” fortæller Karl Peder Pedersen.
Poul Andræ beskriver ved flere lejligheder, hvordan hans seksualitet er ved at overmande ham. Som 27-årig har han i den sanselige by Napoli sit første forhold til en mand i form af gensidig onani og bekender, hvordan han ikke kan undertrykke sine drifter. Han forklarer, hvordan han ikke kan køre i bus, gå til barber eller gå rundt i de små gader uden at få de forfærdeligste erektioner. Det varer dog længe, inden han tør udøve sin seksualitet i Danmark, da han ikke kan få sikkerhed for, at handlingen er lovlig herhjemme. Men det at have sex med folk fra lavere klasser og mod betaling er ikke i sig selv noget, der anfægter Poul Andræ. ”Rigtig meget sex uden for ægteskabet i slutningen af 1800-tallet baserede sig på, at bedrestillede mænd elskede med arbejderklassens eller bondestandens piger eller mænd mod betaling. I den forstand kan man sige, at de hetero- og homoseksuelle forhold ligner hinanden. Det blev i samtiden opfattet som helt normalt, at sådanne sexforhold var asymmetriske,” fortæller Karl Peder Pedersen.
”Dekadente borgerlige” rykker ved opfattelsen af homoseksualitet
Før 1860 er homoseksualitet et ubeskrevet fænomen, som nærmest ikke indgår som en del af sproget eller er defineret som begreb. Men efterhånden begynder homoseksuelle fra de dannede, borgerlige lag at sætte ord på deres følelser. ”Det er noget, man ser overalt i Europa efter 1860. I Tyskland, Frankrig og Centraleuropa går veluddannede homoseksuelle i clinch med psykiaterne,” fortæller Karl Peder Pedersen. Lægerne gengiver i deres lærebøger mange af de homoseksuelles bekendelser, som derved når ud til en bredere offentlighed. På den måde erfarer de homoseksuelle, at de ikke står alene med deres oplevelser. ”Før 1860’erne findes homoseksualitet ikke officielt. De homoseksuelle svæver i det frie rum og hører ingen steder hjemme. Poul Andræ opfatter ikke sig selv som syg, men han og mange ligesindede accepterer psykiatriens definition af homoseksualitet som en sygdom for at få fænomenet accepteret som noget, der overhovedet eksisterer, og som man kan tale om. Det bliver betragtet som et stadie på vejen mod at opfatte homoseksualitet som en medfødt afvigelse på linje med mennesker med blå og grønne øjne. Folk, der udgør et mindretal, men som ikke af den grund skal defineres som syge,” fortæller Karl Peder Pedersen. ”Først må man få videnskaben til at beskæftige sig med homoseksualitet i det hele taget og dernæst kan man påvirke den og få den til at ændre holdning til, hvorvidt homoseksualitet er en sygdom. Det kommer også til at ske, men det tager bare rigtig mange år,” slutter han.
Homo i 1800-tallets København
DR-scenen
Karl Peder Pedersen og Adrian Hughes
Lørdag kl. 17.00
Topfoto: Embedsmanden Poul Andræ bliver født i 1843 som søn af den senere konseilspræsident C.G. Andræ og får også selv juristeksamen og en glimrende karriere. Han bliver tidligt bevidst om sin homoseksualitet, som han langt hen ad vejen må holde skjult. Men samtidig arbejder han for at få anerkendt homoseksualitet som noget medfødt, der ikke nødvendigvis er en sygdom. I 1892 udgiver han under pseudonymet Tandem en artikel i ”Bibliothek for Læger”, der argumenterer for, at homoseksualitet er et naturgivent og oprindeligt fænomen. Maleri af Knud Søeborg. Københavns Museum