Ved ”den dyre langsides” åbning i 1955 havde man været igennem over 20 års overvejelser om byggeriet. Man skulle igennem kasserede planer om en OL-arena i Valby og hente inspiration i både Rio og Caracas, før tribunen blev til virkelighed.   

Af Rasmus Friis Effersøe  

I 2008 blev den daværende D-tribune i Parken i København revet ned. Tribunen var nedslidt og utidssvarende både i forhold til komfort og sikkerhed. Dermed var det endegyldigt slut med en tribune, hvor flere generationer af københavnske fodboldfans havde udstået mangt en efterårsstorm med blåfrosne fingre og løbende næser.  

Tribunen havde som den eneste del af den gamle Københavns Idrætspark fået lov at overleve ombygningen 1990-92. Her blev fodboldbanen vendt 90 grader, og tribunen ændrede status fra at være ”den dyre langside” til at være en slidt endetribune, der efterhånden havde overskredet sidste salgsdato.   

”Det er økonomisk betinget, at man ikke allerede river tribunen ned under ombygningen. Den har en stor kapacitet, den er ikke lige så gammel som de øvrige tribuner, og den er fortsat anvendelig. Men stadion bliver konstrueret sådan, at den gamle hovedtribune senere vil være let at rive ned uden at påvirke de øvrige dele. Man ved, at man vil blive nødt til det før eller siden,” fortæller Torkil Fosdal, journalist og fast stadiongænger i Københavns Idrætspark siden 1970’erne og forfatter til den første samlede fremstilling af Idrætsparkens historie.  

OL-stadion i Valby eller ny tribune i Idrætsparken? 

Københavns Idrætspark åbner som byens første fodboldstadion i 1911. På dette tidspunkt er fodbolden et mindre samfundsfænomen, som man ikke kan forudse udviklingen af. Man planlægger et fodboldstadion med plads til 10-12.000 tilskuere, men det står hurtigt klart, at sportens popularitet kræver større forhold.  

”Man laver i 1911 en lille hovedtribune med plads til 700 mennesker, som ikke er konstrueret, så den senere kan udbygges. Der går ikke mange år, før man får behov for større kapacitet til de største kampe. Så udvider man med tribuner på de øvrige sider i 1920’erne og 30’erne, og nu har man noget, der ligner et fodboldstadion. Men den gamle hovedtribune, hvor alle de fine sidder, og hvor omklædningsrummene er, er rent ud sagt stadig noget gammelt bras. Fugt begynder også at plage den,” fortæller Torkil Fosdal. 

Allerede i trediverne overvejer man at udskifte hovedtribunen, men både besættelsen og planer om et enormt stadion i Valby kommer på tværs. I Valby indleder man jordarbejder, og ambitionen er, at Danmark på et tidspunkt skal afholde et OL. En drøm, der på daværende tidspunkt er en dyr og ambitiøs, men ikke urealistisk drøm. Stockholm har afholdt OL i 1912, og Helsinki skal være vært i 1952. Visionen er at bygge et stadion med plads til op mod 100.000 tilskuere. Et kæmpe projekt. De største fodboldkampe skal også flyttes til Valby, hvilket vil gøre en ombygning af Idrætsparken overflødig.  

Krigen kommer på tværs, og med materialemanglen i årene efter kommer hverken planerne om modernisering af hovedtribunen eller et nyt stadion videre. Frem til 1950 er Valby-projektet dog fortsat første prioritet, men pludselig ændrer holdningen sig fra kommunens side. 

Der er ikke længere politisk opbakning til Valby-projektet, når der ingen garanti er for, at København får tildelt et OL. Der er i samme periode blevet udarbejdet planer for, hvad man kan gøre ved Idrætsparken, og nu bliver planerne aktuelle. 

Publikum kunne hurtigt sluses ud 

DBU-formand Leo Frederiksen har været til FIFA-kongres i Rio de Janeiro under VM i Brasilien i sommeren 1950. Her har han set det nybyggede Maracanã, hvor det danske ingeniørfirma Christiani & Nielsen havde været en af flere underentreprenører. Kommunen har ligeledes et udmærket forhold til firmaet, der på det tidspunkt er ved at bygge en ny Langebro.  

Leo Frederiksen ser, at man lynhurtigt kan tømme Maracanã for tilskuere, selvom der kommer op mod 200.000 tilskuere til VM-kampene. I mindre målestok ønsker han en lignende anordning i København. Københavnske 1. divisionsklubber som AB, KB, B93 og Frem har alle hjemmebane i Idrætsparken, som hver søndag afholder hjemmekampe for to af holdene. ”Idrætsparken havde det problem, at man hver søndag spillede to kampe med nærmest kun en halv times pause imellem. På det tidspunkt boomer tilskuertallene, og det var ikke unormalt med 15.000 til begge kampe. Det ene hold tilskuere skulle ud, mens det andet skulle ind. Det problem løste man med den nye hovedtribune, for Christiani & Nielsen designede den sådan, at man kunne separere ind- og udgangene. Og så havde man sindrige trappesystemer, som gjorde, at man hurtigt kunne sluse folk op på de forskellige afsnit,” fortæller Torkil Fosdal. Men kun ganske få år efter afskaffer man dobbeltprogrammet. Tilskuertallene falder, og flere klubber flytter til mindre stadions i Københavnsområdet. Det sindrige trappesystem mister sin eksistensberettigelse.  

”Det sydamerikanske soltag” 

En anden nyskabelse er tribunens skaltag af jernbeton, baseret på cantilever-princippet uden bærende søjler. Et princip, der først er ved at blive almindeligt på det her tidspunkt. Kan man undgå de bærende søjler, slipper publikum for områder med begrænset udsyn. Christiani & Nielsen tager udgangspunkt i deres arbejder i Sydamerika – og er muligvis mere interesserede i at fremvise deres erfaringer med den nye byggemetode end at bygge til nordiske forhold. Det krumme tag er perfekt til at give skygge i kraftig sol, men i regn og blæst er den ellers så visuelt imponerende konstruktion ikke meget bevendt. 

”Visuelt og praktisk var tribunen glimrende i Rio eller Caracas, men den duede slet ikke til danske vind- og vejrforhold,” siger Torkil Fosdal. ”Det har undret mig fra barnsben. På et tidspunkt fik vi lov at søge ly for regnen til en efterårskamp, men fandt ud af, at det blæste og regnede lige så meget heroppe. Vi havde set tipskampe fra England med mere lukkede og beskyttende tribuner med fladt tag og sidegavle, og vi undrede os over, at man ikke havde lavet noget lignende herhjemme,” slutter han.  

 

Den dyre langside
Torkil Fosdal og Bille Sterll
Blå scene
Søndag kl. 12.00