Da italienske operasangere og danske musikanter gik sammen, blev resultatet en ny måde at opføre opera på i Danmark.

Af Niels Fessel Juul

Da en gruppe italienske operasangere gik i land i København i 1841, varslede det større ændringer i den danske operaverden. Italienerne medbragte nye operaer, men også romantikkens nodebillede, som i langt højere grad end tidligere instruerede musikerne i, hvordan komponistens værk skulle spilles. I dag er det stadig muligt at ”regne” sig frem til, hvordan det har lydt.

”Det romantiske nodebillede er spækket med kommentarer fra komponisten i form af accenter, som var sat omkring noderne,” forklarer Niklas Walentin, violinist og leder af Møn Sommerkoncert. ”Der er mange forskellige temaer i melodierne med mange kommentarer til stemningen i værket. Komponisten ville påvirke musikken ved at fremhæve, hvilke stemninger der skulle være,” fortæller han og forklarer, at det ikke havde været tilfældet tidligere. En komponist som Mozart tilføjede for eksempel kun ganske få accenter til noderne, fordi der på hans tid var tradition for at følge nodesystemet mere rent.

Kronprins Frederik (8.) og Edward (7.) prins af Wales. Fotograferet i 1869

Felicita Forconi var lige fyldt 22 år, da hun ankom til København sammen med de øvrige italienske operasangere. Hun blev udnævnt til kongelig kammersangerinde af Christian 8. Litografi, SMK.

Inviteret af en gøgler

De italienske operasangere var inviteret af den italienske gøgler Philippo Petoletti, som selv havde kontaktet den nye konge, Christian 8., for at få lov til at sætte italiensk opera op i Danmark. Indtil da var det forbeholdt Det Kongelige Teater at fremføre opera, og konkurrence havde ikke været velkommen. Men Christian 8. var interesseret i opera – og ikke mindst i at forbedre den danske – og derfor gjorde han en undtagelse. Italiensk opera var kommet til København.

Næste skridt var at finde musikere. Der blev annonceret efter dem i Adresseavisen, men i dag ved man ikke, præcis hvem musikerne endte med at blive, og hvor teknisk dygtige de egentlig var. Meget tyder dog på, at musikerne blev fundet i kredsen omkring Københavns stadsmusikant, Carl Gottlob Füssel, og hans svende. ”Teknisk har musikken sikkert lydt rigtig fint. I Danmark begyndte en stadsmusikant typisk med at spille fiol og er så siden gået over til violin. Men musikerne har spillet med en anden kultur og baggrund end den italienske,” fortæller Niklas Walentin. Så selvom den italienske opera har lydt godt i de danske musikeres hænder, har den altså ikke lydt, som den gjorde i Italien.

Et regnestykke for lyd

Niklas Walentin forklarer, at man sandsynligvis kan danne sig et indtryk af, hvordan den italienske musik har lydt, da den blev fremført Danmark i 1841, ved at lave et lille regnestykke:

Først skal man acceptere, at det musikalske udtryk ændrer sig med tiden. Man skal tænke over, hvordan nodebilledet så ud i samtiden, og hvordan komponisterne ville have musikerne til at spille både før og efter 1841. Man skal lægge mærke til, hvor mange kommentarer, der var i partiturerne i 1860’erne i forhold til i århundredets begyndelse, for det giver en fornemmelse af, i hvilken retning det musikalske udtryk var ved at udvikle sig i 1841. Til sidst skal man huske at tilføje musikernes egen kultur. Man må undersøge, hvordan den danske folkelige musik har lydt omkring 1840, og hvor afdæmpet eller satirisk den har været i sit udtryk. Det kan fortælle, hvilken udtrykstradition de danske musikere var en del af.

Ved at lægge alt dette sammen kan man få en fornemmelse af, hvordan det danske orkester har lydt i 1841. Det kræver naturligvis en god musisk viden at lave dette regnestykke, men der er også andre spor at følge.

Underbemandet orkester

I 1842 overværede Christian 8. en opførelse af operaen ‘Lucia di Lammermoor’, og han bemærkede i sin dagbog, at den var ”skiønt sungen.” Kongen hverken nævnte eller kritiserede selve musikken, men denne havde dog sværere kår end sangen. ”De værker, der blev opført, kræver et stort orkester. Der sker meget i musikken, og der sker også meget i harmonierne,” fortæller Niklas Walentin.

Og selvom orkestret sandsynligvis bestod af teknisk dygtige musikere, har der ikke været tilstrækkeligt mange. Orkestret burde ideelt set have bestået af omkring 40 musikere, men man anslår, at det højst har bestået af cirka 30 musikere, hvilket fra tid til anden medførte kritik i offentligheden.

Christian 8. (1786-1848) og Caroline Amalie (1796-1881) var vilde med opera. Maleri af Joseph-Désiré Court, 1841.

En charmeret dronning

Trods mandskabsmangel formåede musikerne dog alligevel at gøre indtryk. Den 15. februar 1842 havde de imponeret ingen ringere end det danske riges dronning, Caroline Amalie, der i et privat brev beskrev musikken sådan: ”Musikken er ogsaa deilig, især et Septet i første Act og en Trio i anden; denne sidste spilles tillige til Fuldkommenhed.”Og den oplevelse kan Niklas Walentin sagtens leve sig ind i 180 år senere. ”Jeg tror, det har været en fantastisk oplevelse. Jeg tror, de danske musikere er blevet revet med af den her nye måde at spille på.”

Dronningen var i hvert fald blevet revet med, og kongen var også tilfreds. Så selvom italienerne forlod København i løbet af 1850’erne, så forblev deres måde at spille og synge på i byen. Og sammen med andre tiltag bragte det kvaliteten af opera i København op på siden af resten af Europas.

I samarbejde med Historiske Dage og med støtte fra Augustinus Fonden har violinist Niklas Walentin udviklet en foredragskoncert, som opsummerer de seneste 1.000 års europæiske musikhistorie, spillet på nogle af verdens ældste instrumenter. Koncerten, som senere på året vil kunne opleves på Møn Sommerkoncert, opføres for første gang på Historiske Dage 2023

Noden – en musikalsk fortælling om musikkens historie
Niklas Walentin og Møn Festival Ensemble med solister
DR-scenen lørdag den 18/3 2023 kl. 17.00 

Smagsprøver på italienernes repertoire med
operaekspert Henrik Engelbrecht, mezzosopran Camilla Illeborg og pianist Leif Greibe
DR-scenen søndag den 19/3 2023 kl. 14.30

Øverst: Efter først at have optrådt uden for voldene i Philippo Petolettis mere ydmyge ‘Vesterbroes nye Theater’, inviterede den begejstrede Christian 8. de italienske operasangere indenfor i Hofteatret på Christiansborg i 1842 – året efter deres ankomst til landet. Foto: Teatermuseet i Hofteatret.