Den kendte engelske historiker Antony Beevor har Europas historie gennem det 20. århundrede kerneområde. Men en samtale med ham om den russiske revolution og borgerkrig 1917-1922 kan ikke undgå at trække tråde op til nutiden, Ruslands krig mod Ukraine og vestens håndtering af Putin.
Af Dorthe Chakravarty
Under den russiske revolution i 1917 og den efterfølgende borgerkrig mistede over 10 millioner mennesker livet. Alle borgere i det enorme imperium blev mærket af de blodige år. Her var civile drab, plyndringer, hungersnød og seksuel vold en del af hverdagen. ”Intet land har vold i sit DNA, men alle lande har en vis mængde af brutal arv. Det gælder også de europæiske. Krige har altid været brutale, og voldtægter og drab på civile har altid været en del af krigsførelsen. Det har ikke ændret sig. Det påfaldende er, at i Rusland behandlede magthaverne deres eget folk lige så dårligt som fjenden, og det gør de stadig,” fortæller den kendte engelske historiker Antony Beevor.
Historien gentager sig
Beevor husker, hvordan der i begyndelsen af 1990’erne var flere tusinde selvmord hvert år blandt russiske rekrutter på grund af ydmygende krænkelser og ritualer i hæren. Ingen gjorde noget, og det var, som han siger, bare en vittighed blandt generalerne. Historikeren fortæller, at han det sidste års tid har set videoer, hvor lig af russiske soldater bliver lagt i sorte plastiksække og smidt omkring som affald.
”Det så vi også under 2. verdenskrig med Den Røde Hær, og det skete under 1. verdenskrig, som førte til den russiske revolution. Det hele gentager sig, og der er mange, der spørger mig: Vil vi som konsekvens af krigen mod Ukraine se et nyt 1917 i Rusland? Svaret er nej. Der kommer kun revolution, hvis styret helt mister grebet og orienteringen, og det er bestemt ikke det, der er ved at ske. Det, vi ser, er en gentagelse af fortidens brutalitet og attitude mod fjenden og det russiske folk.”
Og så nævner Beevor et område, som ikke har ændret sig i den russiske historie, nemlig synet på artilleriet som ”krigens Gud”. ”Deres militære taktik har ikke forandret sig meget siden verdenskrigene. De smadrer stadig byer og dræber civile. I vesten bruger man nu doktriner, diplomati og strategier i stedet for krig.”
Skobelev-Monumentet på Tverskaya-pladsen i det centrale Moskva under februarrevolutionen i1917. General Mikhail Skobelev blev med rytterstatuen hædret for sin indsats under den russisk-tyrkiske krig 1877-78. Den blev afsløret i 1912 og revet ned i 1918, da kommunisterne besluttede sig for at fjerne zarstyrets monumenter i kølvandet på revolutionen. Maleri: Aleksandr Gerasimov,1917.
Vi er i den anden kolde krig
For Beevor har krigen i Ukraine været et eksempel på, at vi ikke altid lærer af historien. ”Det er meget interessant, at vi nu har begået den samme fejltagelse som med Hitler i 1930’erne, hvor man ikke kunne forestille sig, at nogen ville være dum nok til at ønske en ny krig. På samme måde kunne vi ikke forestille os, at Putin ville iværksætte en krig mod Ukraine. Vi misforstår diktatorer, fordi vi altid betragter dem med demokratiske øjne. Jeg håber, at det er en lektie, vi endelig er ved at lære: Der er altid en reel fare for krig, når der er diktatorer, som har – eller mener, at de har – en stærk hær.”
Den russiske revolution og borgerkrigen påvirkede det 20. århundredes historie med rystende dødstal og folkedrab. ”Den skabte en frygt fra middelklassen og opefter. Man fik fortalt, at kommunisterne fuldstændigt ville udslette dem. På den anden side var der de rødes følelse af, at de ville blive elimineret. Vi ser den samme cirkel af frygt i den spanske borgerkrig og under 2. verdenskrig, og efter krigen opstod så konfrontationen mellem kommunisme og kapitalisme i den første kolde krig.”
To kolde krige
Antony Beevor taler om den første og den anden kolde krig. Den første blev afsluttet med Murens fald i 1989. Den anden kolde krig oplever vi nu, hvor modpolerne ikke er kapitalisme og kommunisme, men demokrati og autokrati. Den russiske revolution og borgerkrigen har medvirket til at skabe mønstrene i den geopolitiske udvikling siden 1921, og netop derfor ser historikeren ikke lyst på fremtiden.
”Det skræmmende er, at under den første kolde krig, hvor der også var konfrontationer mellem øst og vest, kunne man i stor udstrækning stole på løfterne fra de russiske ledere. Det er ikke længere muligt. Hvordan kan konventionelt diplomati og interne statslige diskussioner fungere, når du ikke kan stole på de personer, du forhandler med?”, spørger Beevor og fortsætter: „Selv om krigen i Ukraine ender som et nederlag for Rusland, så kan det få farlige konsekvenser. Spørgsmålet er, hvem der følger efter Putin.”
Ikke velkommen i Rusland
Beevor har længe ikke kunnet rejse ind i Rusland, fordi han i sin bog om Berlin skrev om Den Røde Hærs massevoldtægter af kvinder under 2. verdenskrig. Ifølge russisk lov kan en person, der fornærmer Den Røde Hær og dens indsats under krigen, idømmes fængsel. For at undgå risikoen for pågribelse og straf arbejder Beevor sammen med en kvindelig russisk historiker, som går i de arkiver, han ikke selv kan besøge. Beevors nyeste bog er tilegnet hende.
Russisk revolution og borgerkrig
Antony Beevor og Leif Davidsen
DR-scenen lørdag den 18/3 og søndag den 19/3 2023 kl. 11.30
I skyggen af Rusland
Vibe Termansen og Niels Krause-Kjær
Grøn Scene lørdag den 18/3 2023 kl. 13.30
Vejen til Putin
Samuel Rachlin og Jon Kyst
DR-scenen søndag den 19/3 2023 kl. 12.30
Rusland – i historiens spændetrøje?
Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel
Grøn scene søndag den 19/3 2023 kl. 14.40