Der var folk, der elskede ham, og der var folk, der elskede at hade ham. Kulturikonet Elvis ændrede ikke bare vores syn på musik, men også på sex, køn og race.
Af Pernille Villadsen
Koncertarrangørerne er ved gøre dagens indtægter op, men bliver afbrudt af fremmede lyde, der først lyder som en fjern torden, siden i klare diskanttoner. De møder synet af flokke af fødder, der buldrer mod deres mål, rækker ud efter hans krop og flår i hans tøj. Han haler sig op i brusearealets højtsiddende vandrør for at undslippe.
Scenariet er som taget ud af en thriller-films manuskript, men i virkeligheden var det blot konsekvensen af Elvis’ afskedssalut ”Piger, vi ses bag scenen”, da han færdiggjorde sin koncert i Jacksonville, Florida, den 13. maj 1955.
Det var ikke kun unge pigehjerter, men hele den vestlige verden, Elvis ramte med et brag. I en lejr samledes kritikere med tilsvinende ord som fordærvende og blufærdighedskrænkende og så ham som tegn på den vestlige civilisations forfald. Andre så ham som et smukt stykke forbuden frugt – et synonym med frisind og frihed.
Uvæsenets førstefigur
Vil man forstå, hvordan en gadedreng fra Mississippi i 1955 kunne ryste den vestlige verdens grundvold, må man forstå begivenhedernes samtid. ”Når Elvis vrikkede med hofterne, kunne han signalere ungdommens frigørelse fra de snærende bånd, som voksengenerationen havde strammet under 2. verdenskrig og i de første år af den kolde krig. Han stillede sig ikke op og holdt taler om frihed, og han sang ikke om politiske spørgsmål. Han optrådte bare, som om restriktionerne ikke fandtes. Og dermed kunne han blive bannerfører for ungdommens trodsige lyst til at levet livet,” fortæller historiker Bertel Nygaard.
Oprørsk, poleret og i gabardinebukser
Den oprørske og hoftevridende rock’n’roll-konge bredte sig langt ud over de amerikanske grænser. ”Også magthaverne øst for jerntæppet nærede modvilje mod rock’n’roll og frygtede, hvad den vestlige kultur kunne inspirere østeuropæiske borgere til,” fremhæver Bertel Nygaard. ”Vestlige medier begyndte da også tidligt at skrive kritisk om østblokkens rock’n’roll-frygt som udtryk for manglende tolerance og demokratisk frisind.” Det kan synes hyklerisk, men det resulterede i, at vestlige kritikere så småt lempede deres egen kritik af Elvis for i stedet at bringe positive skildringer af, hvordan unge østeuropæere udviste en sund og berettiget protest mod uretmæssig undertrykkelse, når de dansede til amerikansk rock’n’roll.
Da Elvis i perioden 1958-1960 aftjente sin militærtjeneste, stillede kritikerne sig yderligere positivt over for ham. ”Som soldat levede Elvis op til voksengenerationens egne idealer om maskulinitet og borgerpligt,” pointerer Bertel Nygaard. Det var en fortælling, som blev dyrket målrettet efter hans hjemsendelse. Militærtjenesten blev en vigtig brik i hans karriere, fordi han nu kunne markedsføres for et bredere publikum og måske ligefrem fremme en gensidig forståelse mellem ungdommen og voksengenerationen.
Pop-Elvis?
Under kyndig vejledning fra sin manager forvandlede urolige og oprørske Elvis sig til pæne pop-Elvis. Den polerede pop-Elvis var nemmere at sluge for danskerne, og han blev nu for alvor genstand for idoldyrkelse herhjemme. Men velviljen stod aldrig uimodsagt. Igen måtte Elvis stå model til kulturautoriteters høvlende kritik. Kritikerne mente, at hvor han få år før havde symboliseret en frygtet ungdommelig frihedstrang, stod han nu for poppens forlystelsessyge legitimering. Pop-Elvis var ikke andet end opium for folket. Overhalet af andre store popstjerner i 1960’erne som The Beatles vendte han for en kort tid tilbage til det rå og oprørske look i læder, inden han igen tog ny form. Denne gang til noget helt nyt. En glitter-Elvis overdynget med rhinsten og iført hvide gabardinebukser. En ærkeamerikansk, syngende superhelt i Las Vegas.
Elvis i filmen Speedway fra 1968. Elvis’ filmkarriere kan ligesom mange andre dele af ikonets virksomhed skabe debat blandt fans. Foto: Alamy Stock Photo
Elvis deler vandene
”Elvis har altid skabt splid, og fronterne står ofte skarpt. Det gælder ikke kun mellem dem, der er for Elvis, og dem, der er imod. Det gælder også inden for den store skare, der holder af Elvis: Hvor fanatisk må man være? Er det finere at gå op i musikken end at dyrke ham som ikon? Var den unge rock-rebel fra 1950’erne bedre end popsangeren fra 1960’erne, eller den Elvis, der i slutningen af 1960’erne leverede nye sammensmeltninger af soul-, country- og rockmusik? Kan man også lide hans film, eller foragter man dem? Og så videre. Uenighederne er utallige,” fortæller Bertel Nygaard, der på Historiske Dage sætter rockkongen ind i en dansk kontekst og giver sin forklaring på, hvordan The King ændrede ungdomskulturen for altid – selv i et lille land som Danmark.
Farlig, vulgær, naiv
Bertel Nygaard og Henrik Queitsch
Onkel Danny-scenen
Lørdag den 26. marts 2022 kl. 15.00
Øverst: Elvis Presley omringedes af fans efter koncerterne. Her i The University of Dayton Fieldhouse den 27. maj 1956. Foto: Phillip Harrington/Alamy Stock Photo