Med officielle portrætter fortæller de kongelige, hvordan vi bør opfatte dem. Men private portrætter og aflagte klæder kan fortælle en mere jordnær historie.
Af Niels Fessel Juul
Vi har alle set dem, de overdådige kongelige portrætter. Tænk bare på Karel van Manders billede af Christian 4. på en kulsort hest med sværd i hånd. Eller tænk på Jens Juels billede af Christian 7., der med krone og kåbe er iført alt, hvad en eventyrkonge skal bære. Når vi ser på portrætterne af de velklædte og sejrrige konger, er der et helt bestemt formål med det visuelle udtryk.
”Der er en grund til, at Christian 4. lader sig vise som sejrherre med hjelm og sværd i hånd, selvom han ikke klarede det særlig godt i sine krige. Og der er en grund til, at Kronprins Frederik tager en selfie fra et motionscenter og lægger den på Instagram. Det handler om, hvordan man gerne vil ses, og det har kongelige portrætter altid handlet om. Det handler mere om idealet end om virkeligheden,” fortæller kunsthistoriker Thyge Christian Fønns-Lundberg.
Sjældne private fotos
Langt de fleste officielle kongelige portrætter fremstiller traditionelt kongerne i uniform, på tronen og til hest. Private fotos dukker sjældnere op til overfladen. På et fotografi fra 1869 af kronprins Frederik 8. af Danmark og Edward 7. prins af Wales tænder Frederik sin cigaret på Edwards rygende cigar. Et noget anderledes og pudsigt kongeportræt, men måske også mere sandfærdigt.
”Begge de herrer var meget festglade og elskede det liv, man kunne have, hvis man var en velhavende mand med en titel. Det synes jeg, billedet viser ret godt,” fortæller Thyge Christian Fønss-Lundberg. Han gætter på, at billedet blev taget som en joke, som de to prinser selv havde fundet på, og at billedet højst sandsynligt var ment til privat brug. Måske som gave. Og selvom billedet er usædvanligt, ville prinsernes tobaksrygning nok ikke have overrasket samtidens offentlighed, hvis det var kommet frem i lyset. ”Folk ville ikke have spærret øjnene op, hvis de havde set billedet, for man mødte jo af og til de to prinser, når de var ude.”
En krøllet og kantet konge
På de officielle portrætter er de kongelige altid iført deres bedste klæder. Det gælder, hvad enten det drejer sig om uniformer, rustning eller salvingstøj af rød fløjl og hermelin. Men får man de autentiske stoffer mellem hænderne, kan oplevelsen blive en anden end den forventede.
Det kan tidligere tekstilkonservator på Rosenborg Katia Johansen give et eksempel på. En gang var hun taget til Firenze, hvor Frederik 4.s tøj skulle udstilles. Mens hun var ved at stille dragterne op, kom museets direktør hen til hende; ”Jamen, er det hans tøj?” spurgte hun og var noget forundret.
”For hun havde lige færdiggjort en artikel, hvor hun beskrev ham som stor, bred, stærk og magtfuld,” fortæller Katia Johansen. ”Jeg sagde, at han godt kunne have haft en meget magtfuld fremtoning, men det er ikke den fremtoning, man ser i hans tøj. Han var ikke stor og stærk, han var nærmest lidt krøllet og kantet.” Misforståelsen var opstået, fordi direktøren i Firenze havde bygget hele sin analyse på de portrætter, hun havde set af kongen. ”Så hun var ikke helt tilfreds med, at hans tøj stod der og ikke lignede noget, der havde siddet på Arnold Schwarzenegger.”
Madrester på tøjet
Tøjet kan også fremvise andre spor af kongernes liv og levned. ”Tøjet har jo ikke været vasket, rullet og presset,” fortæller Katia Johansen. ”Det har været opbevaret i mange hundrede år, og kikker man nøje efter, har det stadig mange spor efter personen. Det kan være folder omkring nakken, at den ene skulder hænger, og at det strammer om maven. For hvis man har lagt sig lidt ud, kan man se det på to – tre knaphuller midt på maven, som er mere slidte end andre. Man kan også se på ærmerne, om kongen har dyppet dem i maden,” slutter Katia Johansen.
Lørdag den 16. oktober 2021 kl. 12.00
Klæder skaber konger
Thyge Christian Fønss-Lumdberg, Katia Johansen m. fl.
Auditorium
Topfoto: Christian 7. i kroningsdragt og –kåbe, 1767. Malet af Jens Juel i 1789.