Hvor det gamle landbosamfund havde et mere naturligt forhold til afføringen, medførte industrialiseringen og de nye bysamfund en større distance til kroppen. Begyndelsen af toiletpapirets kulturhistorie i slutningen af 1800-tallet var en stor del af denne omvæltning.
Af Rasmus Friis Effersøe
Når man skal, så skal man. Men så er det også rart at få fjernet det værste snavs bagefter. Gennem historien har folk brugt både halm, mos, græs, sne og vand til formålet, men man kender også til brug af redskaber som såkaldte pølsepinde, som blev benyttet til at skrabe sig ren efter fuldført gerning. Det vigtigste var i virkeligheden, at afføringen ikke gik til spilde.
”I landbosamfundet var forholdet til kroppen og dens facetter mere afslappet. Dens affaldsstoffer var en lige så naturlig del af kroppen som frisuren og øjenfarven. Desuden var den menneskelige afføring en vigtig ressource som gødning i landbosamfundet, og der var derfor ikke megen ide i at pumpe afføringen ud i bugterne eller for den sags skyld forpurre den med ikke-organiske materialer, der kunne ødelægge gødningens effektivitet,” forklarer kulturhistoriker Mikkel Bang Maesen, som har skrevet om toiletpapirets kulturhistorie i den nye udgave af tidsskriftet ‘Tings tale’.
Ny hygiejene i byerne
Med industrialiseringen og bykulturens udbredelse ændrede dette sig dog, og toiletpapiret var en vigtig del af denne omvæltning. Den hang sammen med et ændret kropssyn – afføringen skulle ikke længere bruges til gødning i det offentlige, men blev gjort mere privat. Samtidig skete et skred i forståelsen af kroppens renlighed.
”Renlighed og hygiejne handlede i lige så høj grad om puritansk spiritualitet som kroppens faktiske renlighed, men forståelsen ændrede sig drastisk i midten af 1800-tallet. Den rene krop var ikke længere uløseligt forbundet med det rene sind. Nu skulle der bruges redskaber som sæbe, bade og senere hen toiletpapir til konkret at aftørre skidt og møg fra legemet. På den måde opstod også en besættelse af mantraet om ”lys, luft og renlighed”, som efterhånden trængte igennem hele hverdagslivet. Toiletpapir var en vigtig del af denne omvæltning,” uddyber han.
Man kender til fortidig brug af redskaber som såkaldte pølsepinde, som blev benyttet til at skrabe sig ren efter fuldført ærinde. Toiletpinde findes i forskellige eksemplarer fra flere kulturer rundt om i verden. Her er det japanske udgaver fra Nara-perioden i 700-tallet. Foto: Wikimedia Commons
Fra overklasse til middelklasse
Toiletpapirets udvikling er knyttet tæt til fortællingen om samfundsklassernes udvikling. Kun få mennesker havde i slutningen af 1800-tallet adgang til et moderne wc, og markedsføringen af toiletpapiret rettede sig mod dem.
”Det var først og fremmest et luksusprodukt – alene det at opfinde et brug-og-smid-væk-produkt i slutningen af 1800-tallet var ganske unikt. Toiletpapiret var desuden nært forbundet med wc’et, fordi det rent praktisk ikke var muligt at smide avispapir i wc’erne. De ville hurtigt blive tilstoppet, idet avispapir ikke opløses i vand. Derfor opfandt man toiletpapiret, der var vævet anderledes og bestod af en anden papirsammensætning,” forklarer Mikkel Bang Maesen. Toiletpapiret var også i sig selv et dyrt produkt, og for mindre bemidlede fortsatte brugen af avispapir, halm og andre redskaber et godt stykke tid endnu. Med vedstandsstigninger i løbet af 1900-tallet fulgte udbredelsen af wc’et til bredere dele af befolkningen, og på den måde blev toiletpapiret udbredt af nødvendighed.
Fra medicinsk middel til æstetisk produkt
Markedsføringen af toiletpapiret til slut-1800-tallets velstillede borgere lovede imidlertid også mange andre fremskridt i forhold til helbred, renlighed og hygiejne. På den tid var toiletpapir nærmest at regne som et slags medicinsk middel, der med forskellige kemikalier kunne rense kroppen – noget der som nævnt var væsentligt i samtiden. I begyndelsen af 1900-tallet udviklede toiletpapiret sig i højere grad til et almindeligt hygiejneprodukt. Det skulle ikke længere bidrage til kroppens helbredelse, men nærmere til at forbedre og kultivere den. Senere opstod andre behov.
”I efterkrigstiden blev toiletpapir nærmere et spørgsmål om komfort fremfor renlighed. Renligheden var ikke uvæsentlig, men det blev nu opfattet som lige så vigtigt, at det var komfortabelt at bruge. Det fik flere lag, begyndte at blive parfumeret med eksempelvis fyrretræs- eller lavendelessens. Det blev endda også farvelagt, så man kunne vælge det ud fra, hvorvidt det passede med kaklerne på badeværelset,” siger Mikkel Bang Maesen. ”Senest har vores forhold til toiletpapiret igen ændret sig ved, at det væsentlige nu ikke længere kun er det hygiejniske eller komfortable, men også hvor bæredygtigt det er produceret, og hvor få skadelige kemikalier for krop og natur, der findes i produkterne.”
De tidligste badeværelser i 1800-tallet var indrettet i almindelige rum. Armaturerne var alle indbygget i træ for at få rummet til at føles lig med en stue eller et soveværelse. Alt skule virke og føles som møbler. Illustration fra ‘J. L. Motts Iron Work Catalogue’, 1889.
Windsorrullen fra midten af 1900-tallet i crepepapir har en støv-, smuds- og lufttæt emballage. Papiret er blegnet en del, men har sandsynligvis været farvet og parfumeret, som reklamerne lovede. Foto: Lejre Arkiv
Lørdag klokken 17.20
Toiletpapirets kulturhistorie
Mikkel Bang Maesen og Adrian Hughes
Grøn scene