De store grove slagtere svang øksen og kniven over okserne dagen lang i Øksnehallen. Og når arbejdsdagen endelig var slut, tog de på værtshus i sidegaderne og slog på hinanden i stedet.
Historierne om Vesterbros fortid er kulørte, og den 14. og 15. marts bliver de vakt til live igen, når Historiske Dage rykker ind i den gamle slagtehal Øksnehallen. Ud over at gå til historiefestival vil man begge dage hver halve time mellem kl. 12 og 16 kunne komme på byvandring i området sammen med Byvandring.nu, og turene er gratis for Historiske Dages gæster:

Erik Willumsgaard guider under Historiske Dage gæsterne rundt i de historiske omgivelser på Vesterbro. Han har firmaet byvandring.nu sammen med kollegaen Poul Hartvigson.
“Især dem, der kommer udenbys fra, vil sikkert undre sig over, hvad det er for nogle historiske bygninger, festivalen afholdes i. De vil kunne få stillet deres nysgerrighed og få en mundfuld frisk luft oven i,” siger Erik Willumsgaard fra Byvandring.nu.
Han startede selv som historiefortæller i byens gader efter i årevis at have vist sin jyske familie rundt i det historiske København, og han ved, hvad der skal til for at få folk til at høre efter:
“At fange publikum kræver, at man også gør historien levende. Derfor fortæller jeg gerne om, hvordan blodet flød i gaderne omkring den gamle kødby på Vesterbro. Ikke kun fordi de slagtede dyr der, men også fordi slagterne drak en hel del og slog på tæven – og somme tider endte med at slå hinanden ihjel,” siger han.
Der er afgang hver halve time foran Øksnehallen, første gang kl. 12.00. Sidste byvandring er kl. 16.00. Turene varer cirka 40 minutter. Det bliver muligt at vælge imellem fire forskellige byvandringer:
– Kødbyens historie
– Istedgade: Velkommen på Vesterbro
– Slagterne, jernbanen og byggespekulanterne
– Vesterbros digtere