De stramme regler for musikudøvelse i enevældens Danmark var med til at ensrette musikken. I Sverige overlevede en mere mangfoldig tradition, som gav landet et bedre udgangspunkt som musikeksportør i poppens tidsalder.
Af Anders Olling
Hvorfor har dansk musik aldrig nydt så stor international succes som den svenske? Spørgsmålet har givet anledning til en del grublerier – ikke mindst blandt danske musikere. For selvom der fra dansk side gennem tiden nok er blevet leveret en vis portion hits verden over, så tåler det ingen sammenligning med den kolossale svenske musikeksport det seneste halve århundrede.
Kort sagt: Hvorfor var det Sverige og ikke Danmark, der i sin tid blev velsignet med et orkester som ABBA? Hvorfor har der aldrig været et dansk Roxette? Og hvorfor har ingen danske musikproduceres salgstal kunnet måle sig med den svenske superproducer Max Martins?
Stadsmusikanternes monopol
Spørger man musiker og radiovært på DR P8 Julian Svejgaard, skal en del af svaret findes langt ude i 1600-tallets svenske skove. Her blev gamle melodier holdt i live, mens unikke musikalske særpræg rundt omkring i Danmark forsvandt som følge af stramme regler.
”Under enevælden blev det myndighedernes opgave at sørge for, at man i danske købstæder havde adgang til musik af den bedst mulige kvalitet,” siger Julian Svejgaard, som også er uddannet historiker fra Københavns Universitet – og som på Historiske Dage optræder solo og som en del af folkemusikgruppen Farvergade.
”Derfor ansatte man professionelle stadsmusikanter, som fik eneret på at tjene penge på musik. Spillede man selv op til dans til et bryllup, risikerede man simpelthen at blive hevet i retten af den lokale stadsmusikant.”
Julian Svejgaard bygger sin tese på seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling Jens Henrik Koudals doktorafhandling om emnet, og selvom det kan lyde absurd i moderne ører, havde stadsmusikanten faktisk retten på sin side. Der er talrige eksempler på, at stadsmusikanterne forsvarede deres privilegier og hev folk i retten, hvis monopolet blev brudt.
Landet uden mol
Systemet med stadsmusikanter fandtes i hele Europa. Det særlige ved den danske udgave var dog, at monopolet ikke kun gjaldt i købstæderne. Også ude på landet måtte man sende bud efter den certificerede musikant, hvis der skulle holdes fest. Det var simpelthen ikke tilladt at få den lokale bondemusikant til at spille.
Institutionaliseringen af musikken betød, at spillemændenes lokale særpræg med få undtagelser efterhånden forsvandt i Danmark. Musik i mol gled ud af musikernes repertoire, og det blev efterhånden sværere at skelne dansk musik fra andre musiktraditioner. Dansk spillemandsmusik kom simpelthen til at lyde som så meget andet.
”Den musik, som spreder sig, er mere i familie med den fælleseuropæiske musiktradition end med den oprindelige danske almuemusik.”
Det betød også, at traditionelle danske instrumenter som drejelire, et strengeinstrument med håndsving, og blæseinstrumentet skalmeje forsvandt til fordel for violinen.
Folkemusikgruppen Farvergade kan opleves på Historiske Dage. Til venstre fløjtenist Mads Kjøller Henningsen, i midten violinist Clara Tesch og til højre pianist Julian Svejgaard.
Gemt i de svenske skove
I Sverige gik det anderledes. Godt nok fandtes der især i det sydsvenske også forordninger for stadsmusikanter. Af indlysende geografiske årsager kunne stadsmusikant-ordningen dog ikke håndhæves i alle hjørner af det store land. Det betød, at den gamle nedarvede musik, ikke mindst den i mol, stadig eksisterede i de svenske skove, da folkemindesamlerne i 1800-tallet begyndte at nedskrive de gamle melodier.
”Den svenske musiktradition lød i samtidens øjne langt mere unik end den danske. Mol-musikken havde især overlevet i de mere isolerede områder,” siger Julian Svejgaard.
Det betød også, at det fra nationalromantikken og frem blev mere almindeligt for svenske komponister at gøre brug af den folkelige, nationale musiktradition. Og det skete i langt højere grad end i Danmark, fortæller Julian Svejgaard. Han fremhæver den svenske jazzpianist Jan Johanssons brug af gamle svenske folkemelodier på pladen ’Jazz på svenska’ fra 1964.
Fra folkemusik til ABBA
I den danske klassiske musik brugte man ganske vist folkeviser som inspiration et stykke op i 1800-tallet. Men spillemændenes repertoire blev forbigået – for eksempel i J.P.E Hartmann og H.C. Andersens opera ’Liden Kirsten’ fra 1846. Her så Hartmann i en scene med en traditionel bondedans bort fra den danske tradition og i stedet brugte et stykke amerikansk dansemusik. Alt det kan være med til at forklare, hvorfor det det blev Sverige, der fostrede et ABBA og blev en stor eksportnation for musik, mener han.
Selv plejer svenskerne nemlig at forklare succesen ved at henvise til landets stærke økonomi og den svenske velfærdsstats musikundervisning og støtte til musik. Men i Danmark har spirende talenter nydt godt af de samme muligheder. Forskellen skal i Julian Svejgaards øjne derfor findes andre steder, og her er det oplagt at finde en forklaring i gamle forordninger for musik.
For selv i den lettilgængelige pop fra Sverige kan Julian Svejgaard høre den særlige nordiske tone, som i højere grad overlevede i Sverige.
“Man kan mærke en smil-gennem-tårer-stemning i musikken, som jeg tror er med til at gøre den ekstra appellerende.”
Dansk folkesjæl i dans og musik
Farvergade, Rasmus Brinck og Kirstine Nurdug Jensen
Orange scene lørdag kl. 11.10
Nordens sjæl i folkeviserne
Julian Svejgaard
Orange scene lørdag kl. 14.3
Da Sverige slog Danmark i musikken
Julian Svejgaard
Orange scene søndag kl. 12.40
Nordens folkemusik- og dans
Farvergade
Orange scene søndag kl. 16.10
Øverst: Karle og piger er forsamlede til dans og lystighed et ukendt sted på Sjælland. Billedet er sandsynligvis malet som konkurrencearbejde i 1847. Ukendt kunstner. Nationalmuseet.