Tillykke til Svendborg Museum og Marstal Søfartsmuseum, som vinder Historiske Dages Fornyelsespris 2025 for ‘Ekspeditionen på jagt efter de største spørgsmål’.

Af Historiske Dage

Historiske Dages Fornyelsespris – som er på 10.000 kroner – går hvert år til et projekt, som inspirerer ved at formidle historien på nyskabende, overraskende og anderledes måder. I år gik prisen til Svendborg Museum og Marstal Søfartsmuseum for ‘Ekspeditionen på jagt efter de største spørgsmål’.

Dommerkomitéen var ikke i tvivl om at give årets fornyelsespris til Marstal Søfartsmuseum og Svendborg Museum.

I begrundelsen fremhævede de, hvordan ekspeditionen forener tværfaglig vidensformidling, historisk sejlads og lokal mobiliseringskraft i form af ‘minifolkemøder’ – og at det er en kombination, der ikke er set før. Med historien som gennemgående vinkel på det hele sker en aktualisering af historien i bredeste forstand, som forener lokalt nærvær og relevans og nye analoge formidlingsformer på en ikke tidligere set måde.  

Ekspeditionen har lagt et stort arbejde i at finde, inddrage og motivere de lokale havnebyers ildsjæle, så der kunne holdes foredrag – ikke bare i én havn, men i 12 forskellige havne, hvor man har skabt netværk og opbygget relationer.  

Det er helt tydeligt, at det netop har været det lokale engagement, som har gjort projektet muligt og til en succes. Og så skal det naturligvis ikke overses, at ekspeditionens ambitiøse formidlingsprogram indholdsmæssigt har stillet nogle meget relevante historiske spørgsmål relateret til aktuelle temaer i dagens Danmark.

'Ekspeditionen på jagt efter de største spørgsmål' Ekspeditionen blev indledt i Svendborg den 11. august 2025. Her lagde Svendborg Museum og Marstal Søfartsmuseums ekspeditionsskibe, 'Viking' og 'De fire brødre', fra kaj.
Hædrende omtale til Historiens Hus i Nakskov

Historiens Hus i Nakskov fik hædrende omtale af dommerkomitéen for en ny og spændende måde at gøre et arkiv relevant for en bredere skare af mennesker.  

Arkivet har tydeligt været sig bevidst, at det befinder sig i et område med få andre borgernære kulturtilbud, og at arkivets rolle som samlings- og erindringsted er centralt for byens civilsamfund og udvikling.  

Priskomitéen bemærkede, at mange mennesker har et forudindtaget billede af et arkiv som et støvet rum med en masse arkivskabe, men ved at bringe arkivalierne i spil via greb, der også er kendt fra museumsverdenen, får man et indblik i de historier, som de mange papirer og billeder gemmer på.  De pointerede desuden, at man ikke skal underkende, hvor meget et hyggeligt og indbydende læsemiljø kan betyde for at motivere folk til at bruge deres lokale arkiv noget mere.  

Lokalarkivet Historiens Hus i Nakskov
De øvrige nominerede i 2025:

Quizspillet ’Danmarks kongerække’, som er udviklet af Christian Philip Jørgensen  
Frøslevlejrens og Frihedsmuseets læringsforløb for erhvervsskolerRejsen mod frihed 
Udstillingen ‘Kongebarn’, udviklet af Den Kongelige Samling og vist i Koldinghus 

Læs om alle projekterne her.

Medlemmer af dommerkomiteen:

Julie K. L. Bouchet, fhv. direktør, Museum Nordsjælland
Ulrik Langen, professor ved Saxo-Instituttet
Mie Ellekilde, leder for historisk udvikling og Skoletjenesten, Oplevelsescenter Nyvang
Andreas Bonde Hansen, centerchef ved Middelaldercentret
Martin Brandt Djupdræt, chef for forskning, udvikling og tværgående projekter, Den Gamle By
Henrik Thorvald Rasmussen, festivalleder, Historiske Dage

Øverst: Tre vindere af Historiske Dages Fornyelsespris 2026. Fra venstre museumsdirektør ved Museum Sydfyn Jesper Hansen, afdelingsleder Nils Valdersdorf Jensen og projektmedarbejder Kristian Hansen – begge fra Svendborg Museum. Prisen bliver overrakt af Historiske Dages festivalleder Henrik Thorvald Rasmussen og leder for historisk udvikling og Skoletjenesten ved Oplevelsescenter Nyvang Mie Ellekilde. Foto: Anita Lillevang.