Danmarks slavehandel var en del af et økonomisk system – den såkaldte trekanthandel – hvor skibe sejlede våben og alkohol til Vestafrika, hvor man købte slaver, som man sejlede til Vestindien, hvorfra især sukker blev transporteret tilbage til Danmark.

Bogtitlen er et uddrag fra skibsjournalen på fregatten og slaveskibet Christiansborg fra 9. april 1764
Men systemet blev aldrig profitabelt. På intet tidspunkt gav slavehandlen overskud. Der var for få skibe, og på de skibe, der blev sendt afsted, var der for få slaver. Fra 1750 til 1790 faldt fortjenesten på de europæiske varer på Guineakysten med 58 %. Dertil kom, at salgsprisen på slaver i Vestindien var for lav og blev udbetalt i vestindisk valuta, som lå ca. 20 % lavere end den danske.
Isoleret set var slavehandelen altså en rigtig dårlig forretning. Men det var handelen med de vestindiske luksusvarer til gengæld ikke, siger Kåre Lauring: ”Sukkerhandelen gav stort overskud, ikke så meget det at være plantageejer, men mere det at være reder for de skibe, der i direkte fart mellem København og Vestindien hentede sukkeret hjem til Danmark”.
De redere, der sejlede i direkte fart, holdt derfor deres skibe væk fra den underskudsgivende slavefart og satsede i stedet på den profitable sukkerfart. Hvor det frem til 1750 havde været ca. 37 % af de skibe, der lossede sukker i København, der også havde været en tur rundt om Guineakysten efter slaver, så faldt det tal i løbet af de næste 50 år til kun ca. 5 %.
Da slavehandelen endelig ophørte 1807 var det altså ikke på grund af næstekærlighed, men i høj grad fordi det var en skidt forretning. Da Danmark stoppede handelen med slaver havde man på 200 togter transporteret 86.000 slaver fra Afrika til Dansk Vestindien.
På Historiske Dage fortæller Kåre Lauring om slavehandlen og det liv, der udspillede sig ombord på de danske slaveskibe.
Kåre Lauring kan opleves lørdag den 14. marts 2015 kl. 11.30