I 1600-tallet var et søtogt en eventyrlig jordomrejse. Men arbejdsgangen var hård for de danske sømænd – og med livet som indsats. Et liv for mænd og ikke for kvinder. Det skulle man i hvert fald tro. Men faktisk har kvinder også vist sig i det mandsdominerede liv på skibet. Nogle forklædt som mænd og andre som hustruer eller slavegjorte.
Af Marie Byriel-Thygesen
I 1618 lå en skibsekspedition klar til afrejse i København. På et af skibene var adelsmanden Erik Grubbe ombord. Han og resten af besætningen skulle efter planen være væk i et par år, og Grubbe måtte derfor undvære sin forlovede, Ingeborg. Men sådan gik det ikke. Den dag skibet skulle sejle fra København, sneg den forlovede sig ombord iført karleklæder. Hun kunne ikke undvære sin Erik. ”Hun kunne ikke bære den tanke, at han skulle være væk i et par år og måske slet ikke kom tilbage, fordi dødeligheden på skibene var meget stor,” fortæller historiker og mangeårig seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel.
Da skibet nåede Helsingør, blev Ingeborg opdaget i sin forklædning. Dog fik hun lov til at blive, hvis hun giftede sig med sin forlovede. Det gjorde hun, og hun fødte også en søn, da skibet nåede til Afrika. Derfor blev sønnen kaldt Afrika Grubbe.
De lange jordomrejsers tid
De allerlængste sørejser i danmarkshistorien begyndte i 1600-tallet. De havde kurs mod tropekolonier som Guldkysten og De Vestindiske Øer, og de danske handelsskibe var væk hjemmefra i flere år ad gangen. I 1618 blev det første danske oversøiske togt sendt afsted af Christian 4. Han var nemlig interesseret i den asienhandel, som havde vist sig økonomisk frugtbar for andre europæiske stater. På disse togter var besætningen selvfølgelig kun mandlig: skibsdrenge, de menige søfolk og kaptajnen.
Et typisk skib osede egentlig af kvindelighed. Typisk bar det navn efter en kvindelig gudinde, og også skibets dele havde kvindelige betegnelser. Skelet og inventar var opkaldt efter kvindelige legemsdele; hjørnet af et sejl hed barmen, tovet fastgjort nederst i et sejl kaldte man skødet, og den rundede bagerste del af skibssiden var låringen. Men når det gjaldt rigtige, levende kvinder, var stemningen en anden. ”Søfolk gik for at være meget overtroiske, og mange af dem mente, at ombordværende kvinder betød uheld. De brød sig generelt kun om at have kvinder ombord, når de lå i havn og kunne fornøje sig med dem,” siger Erik Gøbel.
Undtagelser for kaptajner
Selvom kvinder generelt ikke var velkomne ombord, var der selvfølgelig undtagelser Som årene gik, tog flere og flere kaptajner deres hustruer med på skibet. Kvinderne havde dog intet med skibets besætning at gøre, da de opholdt sig i kaptajnens kahyt og som en vaskeægte adeldame primært skulle holde deres mand ved selskab. Hvis man som kvinde tilhørte underklassen og ville med på skibet, skulle der andre midler i brug.
Historiker og mangeårig seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel
I forklædning som mand
Der findes andre beretninger om danske kvinder, der forklædte sig som mænd for at kunne få arbejde på søtogterne. En af dem var Sidsel Andersdatter. Hun var fra samfundets laveste lag og havde født to uægte børn. For at hjælpe en ugift gravid kvinde, skiftede hun kønsidentitet til mand og giftede sig med hende. Sidsel Andersdatter blev til Anders Simonsen Aschenberg og blev i 1715 ansat som kok på skibet Beskærmeren med 490 mand ombord. Forklædningen gav mulighed for et arbejde med økonomisk råderum og en frihed, som andre kvinder ikke havde på dette tidspunkt.
Glad for alkohol
Sidsel eller Anders var dog glad for at drikke og for i det hele taget at deltage i mændenes muntre værtshusliv. Måske har der ikke kun været et økonomisk motiv bag at skifte køn, men også et ønske om at have en anden kønsidentitet. Sidsel Andersdatter opretholdt sin mandlige identitet i flere år, men valgte selv at forlade tjenesten – måske fordi hun var ved at blive opdaget i sit kønsbedrag. Det har nemlig været svært at skjule sit biologiske køn på et tætpakket skib, for de største af handelsskibene var ikke større end skoleskibet Danmark.
”Mandskabet har lavet alting i fælleskab. De har sovet i de samme hængekøjer, og det er svært at forestille sig, at mændene ikke har vidst, at der var tale om en kvinde. Men man har nok ladet være med at sige det til nogen og har måske draget visse fordele af det. Altså seksuelle tjenester, eller hvad det nu kunne være. I et lille samfund som ombord på sådan et skib, hvor der kunne gå 6-8 måneder uden ophold på land, og hvor man har befundet sig så fysisk tæt på hinanden, er det næsten ikke til at forestille sig, at en kvinde har kunnet holde sit køn skjult. Jeg vil gætte på, at det har været umuligt.”
Søfolk udnyttede slavekvinder seksuelt
Andre kvinder ombord på de lange togter var de slavegjorte. Slaveskibene, der sejlede fra Afrika til De Vestindiske Øer, var skibene med allerflest kvinder ombord. Ifølge reglementet var det strengt forbudt at have noget med kvinderne at gøre. Forbuddet blev dog ikke altid overholdt. ”Der kunne være 100-200 slavegjorte kvinder ombord, og det var i princippet strengt forbudt at have noget med kvinderne at gøre, men det afhang i praksis af kaptajnens indstilling til det. På mange skibe var der slet ikke noget samkvem med slavekvinderne, og på andre gik det rigtig løs. På nogle af skibene opfattede søfolkene det som en del af deres aflønning i naturalier. De udvalgte typisk en til to slavekvinder, som de så var sammen med i de to-tre måneder, som rejsen fra Guldkysten/Slavekysten til Vestindien varede. Og det gjaldt også for officererne, som tog slavekvinder ind i deres kahytter,” slutter Erik Gøbel.
På togt
Erik Gøbel og Rasmus Dahlberg
Rød scene
Søndag den 27. marts 2022 kl. 15.20