Af Simon Kratholm Ankjærgaard
Ukraine har siden den russiske revolution været en særlig torn i øjet på Kreml. De sovjetiske og russiske ledere har på forskellige måder forsøgt at knække ukrainerne. I ”Rød sult” fortæller Anne Applebaum om den Moskva-orkestrerede sultkatastrofe og bevidste forfølgelse i 1930’erne. Der kan trækkes tråde helt op til Ruslands nutidige forhold til og håndtering af Ukraine.
Josef Stalin, Sovjetunionens øverste leder fra 1922, kunne sagtens huske, hvordan nationalistiske ukrainere havde kæmpet hårdt mod den russiske revolution fra 1917 og frem. Da han i begyndelsen af 1930’erne gennemførte sine tvangskollektiviseringer af de sovjetiske landbrug, øjnede han samtidig chancen for at gå ekstra hårdt til Ukraine – og én gang for alle få knægtet de antisovjetiske strømninger i landet. Resultatet blev millioner af døde ukrainere i det, der for eftertiden er kendt som Holodomor – ukrainsk for ’sult-udryddelse’.
”Hungerkatastrofen i Ukraine var en del af en større sovjetisk sultkatastrofe, som igen var et resultat af de kaotiske kollektiviseringer,” fortæller Anne Applebaum, prisvindende amerikansk journalist og forfatter til ’Rød sult – Stalins hungersnød i Ukraine’, der udkommer på dansk i forbindelse med Historiske Dage.
”I efteråret 1932 besluttede Stalin at bruge den udbredte fødevaremangel til at løse det ukrainske problem,” fortsætter hun.
”Stalin kunne personligt huske, hvordan de ukrainske bønder havde kæmpet imod revolutionen – og vidste, at der også havde været bondeoprør i Ukraine efter kollektiviseringernes begyndelse. Han udstedte derfor en række dekreter, der var rettet direkte mod Ukraine,” siger hun.
Disse dekreter øgede den sovjetiske stats krav på fødevarer fra Ukraine, særligt kød, grøntsager og korn fra sortlistede landbrug og landsbyer. Samtidig blev det forbudt ukrainere at rejse til eksempelvis Rusland for at anskaffe sig nye fødevarer, ligesom alle veje mellem de større byer og de mindre landsbyer blev blokeret med vejspærringer.
”Da krisen var på sit højeste, ransagede politifolk og medlemmer af det kommunistiske parti bøndernes huse. Her tog de ikke bare korn, som regel hvede, men alt spiseligt som bønner, kartofler, dyr – og efterlod beboerne til sulten,” siger Anne Applebaum.
Målet var også eliten
Katastrofen i Ukraine udspillede sig på en markant anderledes måde end den generelle sultkatastrofe i resten af Sovjetunionen. Dels fordi der var et gammelt regnestykke, Stalin ville gøre op, og dels – i kølvandet på dette – fordi det ikke kun var regionens bønder, der blev mål for Stalins hårdhændede politik, men også eliten: de intellektuelle, de politiske ledere, præsterne med flere.
”I månederne under og efter sultkatastrofen gik Stalin målrettet til angreb på brugen af det ukrainske sprog, ligesom nationale symboler og nationale kunstværker blev bandlyst,” fortæller Anne Applebaum, der fortsætter:
”Herefter fulgte massearrestationer i 1933 og 1943 af ukrainske forfattere, kunstnere, intellektuelle, politikere og præster. Kirker og andre gamle ukrainske bygninger blev ødelagt”.
Hvis man lægger disse to overordnede politikker sammen – kollektiviseringen, der ramte bønderne, og de målrettede angreb på eliten – kan det forklares, hvorfor det blev muligt for Stalin at eliminere den ukrainske suverænitet inden for Sovjetunionen.
Holodomor
Holodomor er navnet for den sultkatastrofe, der ramte Ukraine i 1932-33, og som er en del af en bredere, samtidig sultkatastrofe flere steder i Sovjetunionen. Holodomor er afledt af det ukrainske ord for ’sult-udryddelse’. Antallet af omkomne er omdiskuteret, men de mest pålidelige bud lyder på et sted mellem tre og fire millioner.
Hungersnøden var et resultat af en systematisk og voldsom kollektivisering af landbruget. Målet var helt overordnet de såkaldte kulakker, storbønder, som styret i Kreml anså for at være fjender af staten.
De kollektive landbrug, som bønderne fra 1929 blev tvunget til at tilslutte sig, fik tildelt kvoter for, hvor meget korn de skulle aflevere til staten. Disse kvoter var ofte sat højt, og der blev ikke taget hensyn til år med dårlig høst. I 1930 opkrævede staten 30 procent af landbrugsprodukterne i Ukraine, og i 1931, hvor høsten var dårligere end året før, opkrævede man 41,5 procent.
I et forsøg på at slippe for at aflevere korn til staten skjulte mange bønder deres korn. Myndighederne valgte at sende såkaldte kornkommandoer ud for at finde det manglende korn og tvinge bønderne til at afgive det. På trods af kornkommandoernes hårdhændede metoder var det svært for dem at inddrive korn. Styret kvitterede ved at beordre alt bøndernes korn, inklusive næste års såsæd, beslaglagt. Der var dermed ingen vej uden om en omfattende hungersnød.
Sporene til i dag
Der løber markante spor fra den ukrainske modstand under revolutionen over Holodomor og elimineringen af den nationale elite til den ukrainske situation i dag, hvor landet stadig er en torn i øjet på Kreml. Og derfor er bogen og fortællingen om ’den røde sult’ meget relevant i dag, mener Anne Applebaum.
”Sultkatastrofen havde en enorm effekt på Ukraines demografi, politiske landskab og psykologiske profil. Og den fortsætter med at forme den måde, ukrainere og russere tænker om hinanden. De mennesker, der stod i spidsen for Ukraine efter katastrofen, var blevet truet til stilhed og krøb for Moskva. Det skabte en mistillid hos ukrainerne til det politiske system,” siger Anne Applebaum.
”Den russificering af Ukraine, der fandt sted efter sultkatastrofen, har skabt en opfattelse i Moskva af, at Ukraine hører til i den russiske sfære – og ikke i Europa. Det nuværende russiske regime insisterer således på, at et suverænt Ukraine, der knytter sig til Europa, er en trussel mod Rusland, og at alle pro-europæiske tendenser i virkeligheden kunne udvikle sig til en revolution, der kan sprede sig til Moskva.”
Reaktionen fra Putin er ikke som Stalins. Her er ingen tvangskollektiviseringer og systematisk udryddelse af eliten med millioner af dødsfald til følge. Men både den russiske tone og hånd er hård over for Ukraine, understreger Anne Applebaum.
”Man kan sige, at det moderne Rusland i skikkelse af Putin bygger på den sovjetiske propaganda-tradition. I Stalins tid kaldte man storbønderne ’forrædere’ eller ’kontra-revolutionære’. Putin kalder de pro-russiske styrker i Ukraine for ’frihedskæmpere’, der bekriger ’fascister’ og ’nazister’. Vi taler ikke masse-terror eller masse-arrestationer, men i stedet en meget mere målrettet og sofistikeret vold. Men målet er det samme: Ukraine hører under Moskva.”
Foto øverst: Den Røde Plads i Moskva, 30. maj 1954. Militærparade og demonstrerende arbejdere markerer 300-året for, at den ukrainske kosakstat under Bohdan Khmelnytskyj i 1654 aflagde troskabsed til den russiske zar og dermed blev en del af Rusland.