’Søster, tror De, vi skal dø?’ hviskede en rystende pigestemme. ’Ja,’ hviskede jeg tilbage, ’jeg tror, vi skal dø.’ ’Tror De, det varer længe?’ ’Måske,’ svarede jeg. ’Måske. Jeg ved det ikke.’

Uddraget her stammer fra en øjenvidneberetning i 1945. Briterne bombede Gestapos hovedkvarter i København, men ramte også civile områder. Det gik især ud over Den Franske Skole med lærere, nonner og børn.

Katastrofeforsker Rasmus Dahlberg har studeret fejlbombningen og andre danske katastrofer gennem historien. Mange kender den frygtelige fascination, der opstår, når man er vidne til en ulykke. Det er det samme hver gang. Et tog løber af sporet, eller et fly styrter ned og medierne blæser straks videooptagelser af tragedien ud i æteren.  Vi drages. Hvordan kan man overhovedet kigge væk, når verden for en stund sønderrives af sorg og kaos:

”Katastrofer fascinerer og forskrækker os på samme tid, fordi der er så mange kræfter på spil. Ordet katastrofe kommer af oldgræsk og betyder egentlig “vendepunkt” – dét øjeblik, hvorefter intet nogensinde bliver det samme igen. Min erfaring er, at mange overlevende fra katastrofer netop opfatter det, de har været igennem, som et vendepunkt på godt og ondt,” fortæller Rasmus Dahlberg.

Rasmus Dahlbergs egen interesse for katastrofer stammer fra fascinationen af sammenspillet mellem mennesker og maskiner: ”Nogle katastrofer er kendetegnet ved, at teknologien fungerer fuldstændig, som den er designet til, men mennesker er jo bare mennesker, og derfor bliver vi ind i mellem utålmodige, nysgerrige eller arrogante. Historien er fuld af sådanne skræmmende og spændende eksempler.”

Og det er skræmmende at læse fortællingerne fra de mange katastrofer. Det tapper ind i vores frygt for os selv og dem omkring os: en moders bekymring for sit barn, frygten for at miste hjem og liv. Men katastroferne kan også bruges til noget. Vi kan lære af dem.

”På samfundsplan er det også tit katastrofer, som driver udviklingen frem for eksempel inden for sikkerheds- og beredskabstænkning. Vi kan også bruge katastrofer som en slags ’sprækker i historien’, som giver adgang til ellers usynlige strukturer og ideer i fortiden. Voldsomme hændelser afføder som regel masser af kildemateriale i form af rapporter, øjenvidneskildringer og mediedækning, og det er guf for historikeren. Jeg har for eksempel selv arbejdet med jordskælvet i San Francisco i 1906, og her blev katastrofen årsagen til, at vi i dag ved en masse om både datidens korrupte politikere og den progressive bevægelse, fordi de to samfundstendenser blev blotlagt.”

Rasmus Dahlberg snakker med Søren Rislund om katastrofens tiltrækning og struktur på Historiske Dage, lørdag kl 11.40.