En af de største modstandsorganisationer i København under Anden Verdenskrig var Holger Danske, der blev stiftet som sabotagegruppe i foråret 1943 og mod krigens slutning i 1945 talte omkring 350 medlemmer. Holger Danske stod for sabotager mod de danske virksomheder, der arbejdede for tyskerne, og likviderede derudover cirka 200 stikkere på foranledning af Frihedsrådet.
På Historiske Dage kommer Peter Birkelund og fortæller om Holger Danskes illegale arbejde mod den tyske besættelse indtil befrielsen i maj 1945, baseret på sin nye bog Sabotør i Holger Danske, som udkommer den 12. marts 2015, lige op til Historiske Dage.
Peter Birkelund, som er seniorforsker, arkivar, ph.d. ved Rigsarkivet, beskæftiger sig med besættelsestiden og modstandsbevægelsen. Hans nyeste bog er baseret på mere end 300 mundtlige og skriftlige udsagn fra tidligere Holger Danske-folk, udformet både under og efter besættelsen. Dertil kommer sabotørernes egne aktionsrapporter, dagbøger, danske og tyske politirapporter og afhøringer af mistænkte samt illegale blade og legale aviser.
Tre medlemmer af Holger Danske ved Vestre Kirkegård i januar 1944. Fra venstre Bent Faurschou-Hviid (”Flammen”), Carl Munck og Olav B. Bertelsen. (Frihedsmuseet)
Peter Birkelund er seniorforsker, arkivar, ph.d. ved Rigsarkivet