Der er noget foruroligende og dybt fascinerende ved døden. Noget ukendt og gådefuldt, som vi så inderligt brænder for at få en forklaring på. Døden er en kendsgerning, vi alle må forholde os til, men den er samtidig tavs, hvad der forhindrer nogen i at opklare dens gåde.
Af Pernille Villadsen
”Billeder taler mere umiddelbart til os end skrift gør. Skrift er jo for så vidt noget superkunstigt noget, som kræver meget at lære at forstå. Vi aflæser derimod et billede lynhurtigt. Billeder taler ofte også mere til vores følelsesapparat, end skrift gør, måske igen på grund af den større kognitive barriere, skriften udgør. Der er altså noget nem afkodelig slagkraft i mange af dem. Især når det drejer sig om at anskueliggøre et begreb som døden, som i kraft af sin natur netop ikke er,” fortæller historikeren Søren Hein.
Manden med leen, der henter sit offer, er nok det billede, de fleste ser for deres indre blik, når tanken falder på livets afslutning. Og det er der en god grund til. Han er nemlig en tusind år gammel, vesteuropæisk gestalt, der i forskellige klæder har overlevet skiftende tider. Det er døden som person, der har Søren Heins interesse. Selvom det er vanskeligt at afgøre, hvorfor døden tager sig så forskelligartede former gennem tiden, kan der alligevel udledes nogle overordnede fællestræk. Billeder af døden er ofte præget af tidens religiøse overvejelser, men også tidens mode, og sågar den enkelte kunstner har indflydelse. ”Fremstillingerne af døden er jo i sidste ende båret af individer og dermed af forskellige gemytter. Når jeg skriver om døden, sker det eksempelvis med en vis munterhed, mens andre måske ville nærme sig emnet med større ærbødighed”.
Dødens indtog og triumf
Den personificerede død gør for alvor sin entré i Johannes’ Åbenbaring (år 95) som apokalypsens fjerde våbenbro. På sin blege hest trækker den dødsriget med sig, og ankomsten varsler jordens undergang. Døden har dog en rejse foran sig, før han tager form som den skrækindjagende knokkelmand, vi kender ham som i dag. Der skal gå ikke mindre end 8-900 år yderligere, før denne figur indleder sin karriere.
Det store skisma i 1054 splittede den kristne kirke i en ortodoks og en romersk-katolsk trosretning. De ortodokse kirkefædre afskrev hurtigt åbenbaringens forudsigelser om dommedag. Den romersk-katolske kirke fremhævede derimod – og måske netop derfor – betydningen af selvsamme skrift. Døden blev hermed en hovedfigur i den vesteuropæiske forestillingsverden, og herfra skulle han gennem de næste århundreder sprede sig overalt på jorden.
Men med den sorte døds hærgen i Europa fulgte chok, usikkerhed og en altomfattende dommedagsfrygt i alle lag af samfundet. I kunst, musik og billeder blev døden nu en frygtet skikkelse, der kunne ankomme når som helst, udføre en øjeblikkelig afregning og tvinge alle til at træde sin dødedans. Denne fremtoning blev den fremherskende, indtil romantikken i det 19. århundrede satte følelser, kærlighed og ungdom i centrum med et mere erotiseret forhold til døden.
Thomas Rowlandson: “Kvaksalveren” fra 1814-16. Døden er stadig en frygtet og utilregnelig skikkelse.
Fra frygt til underholdning og satire
I tusind år har døden vandret iblandt os, og den fylder stadig rigtig meget. ”Døden spiller jo en hovedrolle i vores underholdningskultur, tag for eksempel krimier. Så vi mennesker er nu som tidligere totalt optagede af død og dødelighed,” siger Søren Hein. Men selvom vores forståelse af døden gennem tiden har skiftet karakter, er personliggørelsen af den stadig en måde at forholde sig til den intethed, som døden nu engang er.
”Figuren døden forholder vi os nok oftest mere ironisk til, end tilfældet var tidligere. Vi genkender jo skikkelsen øjeblikkeligt, men hvor den tidligere optrådte i både religiøs og verdslig kunst, er den i højere grad reserveret til vittigheds- og satiretegninger, hvilket jeg nu tror, vi roligt kan tage alvorligt også,” slutter han.
Søndag den 17. oktober 2021 kl. 14.30
Liv og død. I lyd og billeder: Dødens billeder gennem 1000 år
Søren Hein Rasmussen, Stefan Pajung og Søren Jacobsen Damm
Festsal
Topfoto: Husk, at du skal dø! I tusind år har døden vandret iblandt os, og den fylder stadig rigtig meget. Maleriet “Døden kommer til banket” af Giovanni Martinelli (ca. 1635).