MolotovRibbentropStalin

Den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov underskriver ikkeangrebspagten. Bag ham står den nazistiske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og til højre Josef Stalin.

Den 23. august 1939 blev en overraskende ikkeangrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen underskrevet. Pagten rystede Europas statsledere. Otte dage senere invaderede Tyskland Polen, og Anden Verdenskrig var begyndt. I sin nye, anmelderroste bog En djævelsk alliance fortæller den britiske historiker Roger Moorhouse den fulde historie om pagten mellem Hitler og Stalin fra forhandlingen af den kontroversielle aftale til den dramatiske afslutning i 1941, da Tyskland erklærede krig mod Sovjetunionen. Roger Moorhouse har blandt andet skrevet de internationale succeser Killing Hitler og Berlin i krig. Han er især kendt for sin evne til at give historien et ansigt og giver læseren en mulighed for at forholde sig til det enkelte menneske i de store verdenshistoriske begivenheder. Hans evne til at gøre historien vedkommende har gjort ham til en internationalt anerkendt og meget læst historiker.
www.hyattstudios.co.uk

Den britiske historiker Roger Moorhouse har skrevet en fængslende og dramatisk bog om den djævelske pagt, der satte Anden Verdenskrig i gang.

    På Historiske Dage kan man opleve ham fortælle historien om den lille traktat, der fik så kolossal betydning – i første omgang for de 75 millioner mennesker, der umiddelbart blev berørt, siden for Anden Verdenskrigs udvikling og forløb og endelig for det Europakort, vi kender i dag. Roger Moorhouse’ bog En djævelsk alliance udkommer på dansk i marts 2015.