Armenien2

Armenske børn på Fuglereden, det danske børnehjem i Libanon, ca. 1940. Hjemmet eksisterede fra midten af 1920’erne og blev sponsoreret af talrige danskere gennem årene.

Hvem var de danske kvinder, der satte livet på spil og for nogles vedkommende døde for at hjælpe armeniere i Osmannerriget før, under og efter det armenske folkedrab? For de var næsten alle sammen kvinder!

Historikeren Matthias Bjørnlund går i sin nye bog På en Ulmende Vulkan, der udkommer i 2015, bag om nogle af de danske nøglepersoner og-organisationer, som var involveret i arbejdet for armenierne. På en Ulmende Vulkan – der bygger på dagbøger og breve fra kvinderne selv – er et portræt af de, der kunne være blevet hjemme, men i stedet valgte at risikere livet og endog miste det for, på godt og ondt, at forsøge at ændre verden og redde liv langt fra Danmark.

På Historiske Dage vil Matthias Bjørnlund give et indblik i dette oversete stykke danske og internationale kulturhistorie. Det kommer til at handle om idealisme, udlængsel og næsten ufattelige menneskelige dramaer. Om vestlig arrogance og tolerance i Orienten. Og ikke mindst om missionærer og hjælpearbejdere med meget forskelligartede mål og midler, om kristen solidaritet, kvindekamp og humanistisk idealisme på vegne af det forfulgte armenske mindretal.

Matthias Bjørnlund 1_Sofie Amalie Klougart-klip

Matthias Bjørnlund har tidligere skrevet Det Armenske Folkedrab fra Begyndelsen til Enden. Foto: Sofie Amalie Klougart