Når Danmarks nyeste museum – Moesgaard Museum i Aarhus – kommer til Historiske Dage, er det blandt andet for at fortælle om museets nye udstillinger og den nye udstillingsbygning, der er tegnet af Henning Larsen Architects, og som åbner for publikum 11. oktober 2014.

”På Historiske Dage kan vi komme i kontakt med et historisk interesseret publikum og fortælle om baggrunden for det nye Moesgaard Museum, hvor vi ønsker at formidle menneskelivets mangfoldighed både før og nu på en ny og engagerende måde, så det blive lettere at identificere sig med mennesket bag de genstande, vi udstiller,” siger Bodil Jensen, som er kommunikations- og markedsføringschef på Moesgaard Museum.

Ud over at præsentere tankerne bag den nye udstillingsbygning og museumsformidling vil Moesgaard Museum også kigge fremad mod nogle af museets fremtidige satsninger.

”Vi vil på Historiske Dage både fortælle om Moesgaard Museums permanente udstillinger, som i første omgang omhandler arkæologiske udstillinger om bronzealder, jernalder og vikingetid og den etnografiske udstilling De Dødes Liv, men vi vil selvfølgelig også løfte sløret for, hvad publikum kan glæde sig til af kommende internationale særudstillinger på Moesgaard Museum,” slutter Bodil Jensen.

Historiske Dage er en ny stor historie-kulturevent, hvor de bedste hjemlige og internationale historieformidlere præsenterer historien på nye fascinerende måder. Fra flere end 40 udstillingsstande og tre scener blive den historieinteresserede kulturforbruger inspireret, underholdt og får ny viden i mødet med de bedste formidlere af historien, når historiefortællere, forskere og forfattere, medier, museer, besøgscentre og arkiver, forlag og foreninger deltager i over 60 debatter, foredrag og show.

Historiske Dage afholdes i weekenden 14.-15. marts 2015 i Øksnehallen i København.

Billedet: Forfader-hovedskal fra Papua Ny Guinea, hvor kranierne fra særligt vigtige stormænd blev gravet op et stykke tid efter begravelsen, belagt med ler og bemalet.