“Tollundbaren – en snack der holder dig gående årtusind efter årtusind”. Sådan kunne Sagnlandet Lejre sælge deres nyeste opfindelse – en slags müslibar, der kun indeholder ingredienser, som også fandtes, dengang Tollundmanden gik levende omkring.

tania i jernalderdragt-udklip

En autentisk jernalder-müslibar med mynte og honning. Det kan Historiske Dages gæster ifølge Tania Lousdal Jensen få lov at smage på Sagnlandet Lejres stand under festivalen.

“Vi har lavet et autentisk produkt, der giver en smagsprøve på jernalderen. Så nu kan man faktisk tage en bid af historien,” fortæller Tania Lousdal Jensen fra Sagnlandet Lejre.

Baren er udviklet i samarbejde med studerende fra fødevare- og ernæringsteknologistudiet på Erhvervsakademi Sjælland, og selv om ‘Tollundbaren’ stadig er en prototype, får Historiske Dages gæster mulighed for at smage müslibaren, der er intet mindre end et moselig værdigt.

Ved at undersøge indholdet af mavesækken på det berømte moselig Tollundmanden har det nemlig været muligt at finde ud af, præcis hvad man spiste i jernalderen. 60 procent af de ingredienser, der er i müslibaren, er derfor de samme som dem, Tollundmanden spiste som sit sidste måltid. De sidste 40 procent er ingredienser, som man ved fandtes i jernalderen.

“Müslibaren består blandt andet af byg, hvilket giver den en god konsistens, og så er der mynte og honning i, hvilket gør den frisk og sød. Men den har mere en madsmag end en sliksmag,” siger Tania Lousdal Jensen.

Du kan smage moseligets müslibar på ‘Danmark bliver til’-standen på Historiske Dage og møde Tania Lousdal Jensen på Blå scene søndag den 15. marts 2015 kl. 13.10.