Af Noa Kjærsgaard Hansen

Hvis du tænker, ’det er da Frederik 8.’, når du ser billedet, så tilhører du nok det fåtal, der kan kongerækken i søvne. For Kong Frederik 8. er nok bedst husket for at være blevet glemt. Det er heller ikke så mærkeligt, da han kun nåede seks år på tronen, fra 1906-1912, og hans tid som regent var da også uden store krige, sejre eller nederlag. Hans plads i glemmebogen skyldes nok også, at han blev klemt inde imellem de store fortællinger om sin far og søn – Christian 9. og Christian 10.

Men blot fordi Frederik 8. – eller Fredy, som han blev kaldt af sine nærmeste – ikke gjorde sig synderligt bemærket i store europæiske magtkampe, så var hans virke langt fra ubetydeligt. Tværtimod var han kronprins og konge i en brydningstid med store indenrigspolitiske spændinger.

Ved det nye århundredes indtog – kort før Frederik blev konge – var nye politiske og parlamentariske vinde begyndt at blæse gennem Europa. Det kunne også mærkes i det danske rige. Frederiks korte tid på tronen er derfor interessant, fordi det er en særlig interessant national- og indenrigspolitisk tid med spændinger, der flere gange bragte Fredy på kant med – og klemt inde mellem – nye politiske strømme og systemer. Og trods hans tilslutning til parlamentarismen havde han ikke altid lige let ved at få tingene til at forløbe gnidningsfrit.

Til folkets bedste

Ved Frederiks indsættelsestale kunne det tydeligt mærkes og høres på hans bævende stemme, at han var splittet; på den ene side tilkendegav han et ønske om at føre regeringen videre i sin faders ånd (som ikke havde været synderlig tilhænger af parlamentarismen), og på den anden side bekendtgjorde talen, med en progressiv og parlamentarisk klang, at han ville mødes med de folkevalgte med forståelse for, hvad der ville være til folkets fordel.

Den bro, der ved systemskiftet i 1901 og overgangen til folketingsparlamentarismen var blevet bygget mellem konge og folk, var endnu af vaklende karakter. At dette skift til folkestyre havde indfundet sig under Christians 9.’s tid på tronen, var i højere grad et resultat af omgivelsernes pres, end det var Christians egen vilje. Med Frederik 8.’s kroning til konge var scenen sat til forandring, folkestyre og respekt for folketingets flertal.

Frederik havde med sine knap 43 år som kronprins haft en meget vanskelig stilling som rigets næstfineste mand – men kun på papiret. Den evige kronprins havde i over 40 år siddet med ved statsrådets møder uden at ytre sig for meget, om for meget, men nok til, at flere ministre havde fået en vis tillid til ham som person og tro på ham som tronfølger.

Som stormester i Frimurerlogen havde Fredy dog haft sit eget lille rige, hvor han kunne føle sig fri og søge ro – i pagt med gud og logebrødre. Det var da også bag frimurernes lukkede døre, at han havde mulighed for at give sin utilfredshed med sin andenrangsposition, sin fars reaktionære holdninger og sin generelle tanker til kende.

Frederik blev i 1869 gift med prinsesse Lovisa af Sverige og Norge. De fik sammen otte børn. To blev senere konger – Kong Christian 10. og Haakon 7. af Norge. Lovisa blev aldrig særlig populær i befolkningen, grundet hendes stærke indremissionske tro, men blev vigtig i forholdet til de øvrige skandinaviske lande.

En samfundsinteresse ud over det sædvanlige

Journalist og forfatter Poul Smidt, der er aktuel med en ny bog om Frederik 8., har som den første fået adgang til Frederiks personlige optegnelser fra Frimurerordenen og kongens egne papirer og korrespondancer i Rigsarkivet.

Frederik drog som 20-årig i krig i 1864, hvor han som del af den berygtede 4. division aldrig nåede rigtig at opleve krigen tæt på. Korrespondancen mellem Frederik i felten og familien på slottet har været med til at kaste nyt lys over kongehusets oplevelse og forståelse af nederlaget og den politiske situation omkring det. I familiens korrespondance blev der ikke lagt fingre imellem i kritikken af den daværende politiske ledelse.

Dronning Magrethe 2. har sagt om sin oldefar, at han havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over, hvad der ville være passende i dag. Det er også, hvad der har været fokus for Smidts opgør med historien om ’glemte konge’. Også dette gør ham til en interessant person – i en af de mest dramatiske og vigtigste perioder i den politiske danmarkshistorie. Til trods for at han måske er blevet klemt inde mellem de stort opsatte fortællinger om sin far og sin søn, og glemt af den grund, så er det måske mest historien om hans akavede og anonyme død, der i eftertiden har overskygget fortællingen om Frederiks politiske virke.

Tirsdag den 14. maj 1912 var den 68-årige konge på vej hjem fra et fire uger langt kurophold i Sydfrankrig grundet sit skrantende helbred og havde gjort stop i Hamborg. Ved 22-tiden havde han taget sig en af sine sædvanlige ensomme aftenvandringer i gaderne ved havnen. Langt nåede han dog ikke. Få hundrede meter fra hans hotel blev han fundet siddende livløs på en trappe tæt på en gade med luksusbordeller. Derefter endte han som lig nr. 1653 på havnesygehuset.
Der hersker en vis uklarhed om hans død. Dens indtræden tæt på Hamborgs lystkvarter gav anledning til en del ufine rygter. Faktum er at han var den første konge, siden Erik Ejegod døde på Cypern i juli 1103, som døde i udlandet.

Kom til Historiske Dage og hør journalist og forfatter Poul Smidt fortælle om sin nye bog om ’den klemte konge’ i samtale med antikvar og boghistoriker Christian Kaaber, og hør hvorfor Frederik 8. skal huskes for sit liv – og ikke for sin død.

Lørdag 21. marts 2020 kl. 13.40
Den klemte kronprins – den glemte konge
Poul Smidt og Christian Kaaber
Blå scene