Bernard Eric Jensen

Bernard Eric Jensen: Historie er noget, vi bruger for bedre at kunne agere i nutiden. Fotos: Privat og Nimbus Film

I 1960 vidste historikerne udmærket, at danskere under Besættelsen i stort tal var draget til Østfronten, og at det rummede dilemmaer og havde personlige konsekvenser at gøre modstand eller vælge at samarbejde med tyskerne. I 1960 fandt historikerne det bare ikke interessant og relevant at trække lige netop de erfaringer ud af perioden 1940-45.

Det er læren, hvis man spørger adjungeret professor på RUC og mangeårig forsker i historiebrug Bernard Eric Jensen. Han stiller sig kritisk over for ideen om historie som en fortidsvidenskab og mener, at vi skal erkende, at det oprindelige og mest fremherskende formål med at interessere sig for historie ikke er at nå ind til en videnskabelig sandhed, men lige siden de gamle grækere Herodot og Thukydid har været at bruge historie til at agere i nutiden og planlægge fremtiden.

”Jeg definerer ikke historie som fortiden, men som vores brug af den. Der er altså nogle brugere, som bruger noget fortidigt til noget. Det fortidige – personer, forløb, begivenheder – udgør et erfaringsforråd, som mennesker kan bruge i deres liv. De kan få sat deres liv i perspektiv ved at inddrage andre menneskers erfaringer – fra andre lande, andre kulturer, andre tider – så der sker en kobling mellem det fortidige, det nutidige og det fremtidige. Fortiden har været der. Men historie er noget, vi finder på og bruger som en nyttig livets læremester.”

Historikernes interesse for 2. Verdenskrig og Besættelsen har været konstant stor siden 1945. Men den har flere gange ændret sig i forhold til den aktuelle samfundsmæssige situation. Filmen ”Flammen og Citronen” er et eksempel på det ikke-heroiserende billede, mange historikere i disse år tegner af modstandskampen, og som også viser omkostningerne ved at være frihedskæmper.

Oplev Bernard Eric Jensen i samtale med Jes Fabricius Møller på Historiske Dage lørdag kl. 10.50