Podcastserien Kongerækken, lavet af Anders Olling og Hans Erik Havsteen, modtog hædrende omtale ved uddelingen af Historiske Dages Fornyelsespris. “Kongerækken” var med over 600.000 downloads og 20.000 abonnenter én af de mest populære podcasts i Danmark i 2016. Podcasts kan laves med små eller store budgetter, med professionelt eller mere ydmygt set up – med eller uden speciallyd og effekter. “Kongerækken” hører til de mere enkle podcast, da den består af samtale mellem to vidende og vittige stemmer. Podcasten blev fremhævet som et initiativ, der ikke blot har gavnet mange, men også kan give ny inspiration og være med til at give historieformidlingen bedre fodfæste i et medie, som er tilgængeligt for de fleste.
Podcasten ”Kongerækken” var i april 2017 blevet downloadet eller streamet 1.300.000 gange. Bogserien ‘Kongerækken’ blev udgivet i forbindelse med Historiske Dage 2017 og har allerede solgt godt, ifølge Lindhardt og Ringhof. Indtil videre er tre bøger udgivet, og til efteråret udkommer bøgerne om tre af de helt store regenter, nemlig Valdemar Atterdag, Margrete 1. og Christian 4.