Af Henrik Thorvald Rasmussen

På Historiske Dage mødes tidligere og nuværende politikere for at udlægge verdens gang.

Og hvis der er nogen, der ved noget om tilstandene uden for Danmarks grænser, så må det være de tre herrer Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller og Holger K. Nielsen, der alle har siddet som udenrigsministre, henholdsvis i årene 1982-1993, 2001-2010 og 2013-2014.

På skift vil de indtage scenerne og forsøge at knytte tråde mellem fortidige hændelser og nutidige forhold. Det skal handle om forsøg på at skabe fred i Mellemøsten, 2. verdenskrigs betydning for vestlig politik og ”det andet Europa”.

Vi begynder lørdag med Per Stig Møller, der, i erindringsbogen “Udenrigsminister i krig og fred”, beskriver, hvor tæt man rent faktisk var på at skabe varig fred i Mellemøsten i 2002. Han spillede, som EU-formand, selv en væsentlig rolle i udformningen af ’Køreplan for fred’ mellem Israel og Palæstina, og det arbejde vil han fortælle mere om fra scenen, hvor han mødes med seniorforsker Steen Andersen fra Rigsarkivet.

Søndag vil Holger K. Nielsen, i samtale med Niels Wium Olesen, udlægge Anden Verdenskrigs betydning for politik og kultur i den vestlige verden. Verdenshistoriens største væbnede konflikt med de ufattelige dødstal har utvivlsomt sat sine spor.

Runden af udenrigsministre afsluttes af Uffe Ellemann-Jensen, der skal tale med Niels Barfod om “det andet Europa” bag jerntæppet. I 2017 blev Barfoeds essaysamling “Hotel Donau” genudgivet. Første gang, den blev udgivet, var i 1988, hvor Barfoeds rejsebeskrivelser gav et unikt indblik i forholdene i det kommunistiske Østeuropa – på den anden side af Muren.

Portrætfotos er taget af henholdsvis Steen Brogaard, Johannes Jansson og Knud Winckelmann.

På Historiske Dage kan du opleve Per Stig Møller, lørdag den 10. marts 2018 klokken 11 på Grøn scene, Holger K. Nielsen, søndag den 11. marts klokken 13.00 på DR K-scene og Uffe Ellemann-Jensen, søndag den 11. marts 2018 klokken 12.40 på Rød scene