De fleste ved nok at den kristne hviledag er om søndagen, mens den jødiske sabbat er om lørdagen. Men det betyder bestemt ikke, at vi altid har fået lov til at holde disse to dage fri! Weekenden, som vi kender den, er en forholdsvist moderne opfindelse, og der er gået en lang sej kamp forud for, at du i dag kan nyde dine to faste fridage.
Ved den industrielle revolutions begyndelse var der mange af de nye maskiner, der krævede konstant bemanding, hvilket betød, at de hårdt pressede fabriksarbejdere ofte måtte arbejde ugen rundt. Mange steder valgte man dog at tage sagen i egen hånd og simpelthen holde “weekend” til trods. Mange fejrede lønningsdagen søndag med druk, spil og fest. Dagen derpå holdt man så “blå mandag”, en pjækkedag, som i dag stadig fejres af konfirmander, hvor man kunne samle kræfterne. Den amerikanske statsmand Benjamin Franklin skriver i sine erindringer, at han som ung blev forfremmet, fordi han til forskel fra sine kolleger altid mødte på arbejde – selv om mandagen.
Pjækkedagen var dog ikke en ideel løsning for nogen parter. Arbejdsgiverne havde ikke styr på deres ansatte, og de fattige arbejdere gik glip af en hel dags løn. Mange arbejdspladser begyndte derfor at tilbyde deres ansatte en hel halv (lønnet!) søndag fri, hvis arbejderne så til gengæld mødte friske og udhvilede mandag morgen.
Men hvordan går man fra en halv søndag til to hele dage? Dertil har vi hovedsageligt fagforeningernes hårde arbejde og USA’s jødiske mindretal at takke. Fagforeningerne fik forhandlet sig frem til hele søndage, og flere og flere jødiske amerikanere fik lov til at helligholde deres egen hviledag om lørdagen.
En ganske uventet hjælp kom fra bilproducenten Henry Ford, som var både ærkekapitalist og en kendt antisemit. I 1926 blev ansatte på Fords fabrik de allerførste, der fik lov til at holde både lørdag og søndag fri. Ford begrundede sin radikale beslutning med, at arbejdere uden fritid ikke havde nogen grund til købe biler – og det gik selvfølgeligt ikke!
Når vi i Danmark endte med at holde lørdag og søndag fri, er det, som det engelskklingende ord “weekend” måske antyder, med inspiration hentet fra forrige århundredes store industrilande. Men som du kan se, har weekendens længde bestemt ikke altid været støbt i beton. Synes du stadig weekenden er for kort, kan du jo forsøge at forklare din chef, at du observerer blå mandag, eller måske endda at du fejrer muslimsk “hviledag” om fredagen. Hvis dét ikke virker, så pointér, at du med al den weekend vil få en masse ekstra tid, som du kan bruge til at købe biler i.
Henry Ford så potentiale i fridagene.
Blå mandag fejres i vingården.