Krig og ufred har fulgt mennesket siden tidernes morgen, men historiens skriftlige kilder er tavse om lange perioder af den gamle verdens historie. Til gengæld har fortidens krigere efterladt sig spor i jorden – og Danmark er kendt for helt enestående forhistoriske fund. Med disse fund som udgangspunkt fortæller Jeanette Varberg på Historiske Dage historien om krigens udvikling fra stenalder til vikingetid. 6500 års krig og kamp.
“Jeg elsker at fortælle gode historier, som får folk til at høre efter. Give dem stof til eftertanke og give et nyt perspektiv til hverdagen. Fortælle om noget nyt, som de ikke vidste og gøre forskningsresultater relevante for folk, der ikke beskæftiger sig med videnskab til daglig. For det er det en god formidler gør. Tager kompliceret stof og fortæller det levende og informativt med klare paralleller til danskernes hverdag, så noget der måske var nærmest uforståeligt bliver nærværende og interessant.”
Når hun gæster Historiske Dage, kommer det til at handle om krig, men vinklen vil være skarp: Krige, der blev kæmpet for flere tusind år siden har haft afgørende betydning for det Danmark, der blev skabt og dermed samfundet i dag.
Jeanette Varberg er arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, hvor hun er med til at skabe nye fortællende udstillingsformer. Hun er nomineret til ’Årets Historiske Bog’ for bogen Fortidens Slagmarker. Hun optræder på Historiske Dage søndag den 15. marts 2015 kl. 12.40.