Selvom bandet kun udgav to albums, så står Kliché som et helt unikt kapitel i nyere dansk musikhistorie. Kliché går dog i højere grad over i historien for deres kompromisløshed end for deres folkelighed. 

Af Simon Kratholm Ankjærgaard 

”Hunden var blevet for gammel og skulle aflives”. 

Sådan beskrev musikeren og sangeren Lars H.U.G. mange år senere, hvorfor Aarhus-bandet Kliché i 1985 valgte at stoppe. Bandet var blevet dannet i 1977, og det var blevet til to albums – debutalbummet ’Supertanker’ fra 1980 og ’Okay Okay Boys’ fra 1982. Selvom det ikke blev til det store folkelige gennembrud, står Kliché tilbage som et vellykket musikhistorisk eksperiment og et nybrud i dansk rockmusik. Og det skyldes ikke mindst deres kompromisløshed – som både var en drivkraft, men nok også dét, der i sidste ende tømte dem for energi. 

Én af dem, som for alvor er dykket ned i bandets historie, er journalisten Thomas Løppenthin.  

”Jeg blev så imponeret over, hvor klinisk rene de to albums er – selvom de jo er meget forskellige,” fortæller han. ”Debutalbummet ’Supertanker’ rykkede bandet lidt væk fra den punkrock, som det oprindeligt var udsprunget af, og det fandt inspiration i Kraftwerk, David Bowie, Talking Heads og Devo. Det er så analogt og rent, at man sagtens kan høre, hvad de stræber efter. Det er kompromisløst helt derud, hvor de får vendt dét, som de ikke kan, til noget positivt. Det er i min optik kunst skåret helt ind til benet.”  

Et spørgsmål om liv og død

”Generelt havde de det svært over for andre af tidens store pophits. Men den ros, de fik af anmelderne, er helt berettiget, for der var en friskhed i deres musik, en renhed med spor af Ramones og Roxy Music. De havde deres helt egne kvaliteter, og dem dyrkede de.”  

En central del af fortællingen om Kliché er, at musikerne var kunstnere og ikke håndværkere.  

”Alt blev diskuteret i gruppen. Hvert et trommeslag, hver en basgang, hvert et vers og hver en komposition. Det må have været opslidende. Nej, det var opslidende. For dem var kunsten, det kunstneriske udtryk, helt centralt. Drivkraften var kompromisløsheden i deres skabertrang. Den var en del af bandets og bandmedlemmernes dna,” siger Thomas Løppenthin og fortsætter: 

”Det handlede om liv og død for dem. Hver gang. Og det gav nogle alvorlige skrammer at spille i det orkester. Steffen Brandt, der en overgang vikarierede i bandet, havde medlidenhed med dem, fordi de aldrig gav sig selv tid til at nyde de gode anmeldelser og den ros, bandet blev til del. De stoppede aldrig op. Og det blev nok også deres endeligt.” 

Det hjalp nok heller ikke, at de fleste af musikerne var ret ukendte størrelser i musikverdenen, da det store anmelder-gennembrud kom.  

”Det, er jeg sikker på, var en ret stor udfordring for dem. Hvordan skulle de håndtere det? Hvordan skulle de håndtere turnélivet og kravene fra branchen, når man dels var uerfaren i det, dels også kompromisløse kunstnere?” spørger Thomas Løppenthin, inden han konstaterer: 

”Jeg er sikker på, at det kostede flere af medlemmerne deres mentale førlighed.”

Ubesmittet bidrag

Efter de to første albums gik Kliché i gang med at indspille et tredje, men det blev aldrig til noget. Tættest på var udgivelsen af demo-nummeret ’Shooting star’ i 1984. Hunden var blevet for gammel, som Lars H.U.G. efterrationaliserede, og den skulle aflives. Bandet blev opløst, og musikerne forsvandt forskellige steder hen.  

Men hvad med Klichés eftermæle? Hvad kan bandet og dets musikalske arv bruges til i dag? 

”Sådan synes jeg ikke, at man kan spørge,” svarer Thomas Løppenthin, ”For mig skal bandets værk have lov til at stå der helt som sit eget. Som en del af sin tid, dengang. Som noget ubesmittet. De to albums er to mesterværker, og de skal have lov til at stå tilbage som det.” 

At Kliché faktisk udgav musik til eftertiden, stod klart i 2006, hvor debutalbummet ’Supertanker’ blev optaget i den danske kulturkanon. Kompromisløse Kliché gav stadig ekko gennem årtierne. 

 

Hyret på en supertanker
Thomas Løppenthin
Blå scene
Lørdag den 26. marts 2022 kl. 16.00