”Du kan ikke skabe et nyt samfund med en gammel krop”.

I 1904 udgav J.P. Müller (1866-1938) bogen Mit System om hjemmegymnastik, der blev en enestående succes og solgte 1,5 mio. eksemplarer i 26 lande. I Mit System kombinerede J.P. Müller sine erfaringer og træningsmetoder med en hygiejnisk livsførelse med frisk luft i opholdsstue og soveværelse, bade- og frotteringsøvelser, hudpleje og hærdning gennem kolde afvaskninger.

For Müller skulle Det Moderne Gennembrud være andet og mere end en åndelig frigørelse: Müller ville befri kroppen fra snærende bånd, korsetter, hatte og stivede flipper. Mennesket skulle ud i solens lys og den friske luft, man skulle vaske sig og passe og pleje sin krop, for det var den eneste måde, man kunne sikre sig et langt og sundt liv.

J.P. Müller gik selv i spidsen med sin træning, der sikrede sejre ved både skandinaviske mesterskaber i roning og ved skønhedskonkurrencer for mænd, og han vakte opsigt og bestyrtelse, når han i offentlige forevisninger viste sig næsten nøgen med sit vandfad.

Professor, dr.phil. Hans Bonde fortæller den fascinerende historie om en af de første sundhedsapostle.

Søndag 22. marts 2020 kl. 11.00
Det kropsligt moderne gennembrud
Hans Bonde
Grøn scene