Lauritz.com, som formidler kunst, design, samlerobjekter og antikviteter til kunder over hele verden, har et særligt godt øje til kulturhistorien – og er derfor også en naturlig deltager på den nye, store historiekulturevent Historiske Dage 2015.
”Historiske Dage er en unik mulighed for at sætte fokus på vores smukke kulturarv og for at inspirere en masse mennesker til at supplere indretningen derhjemme med et antikt møbel eller et ældre maleri. Antikviteter, antikke møbler og ældre billedkunst giver en helt særlig dynamik, kontrast og dybde til en moderne indretning,” siger Jose Wessmann Olsen, filialchef hos Lauritz.com i Herlev.
I forbindelse med Historiske Dage vil Lauritz.com derfor afholde en spændende temaauktion over antikviteter og ældre billedkunst.
”Vi vil præsentere genstandene fra auktionen, man kan byde på genstandene direkte på Historiske Dage, og vi giver samtidig festivalens gæster mulighed for at få vurderet egne antikviteter og malerier. Så medbring gerne arvestykker eller loppefund eller et foto af dit kæreste eje, så sætter vi pris på det”, opfordrer Jose Wessmann Olsen.
Historiske Dage er en ny, stor historiekulturevent, hvor de bedste hjemlige og internationale historieformidlere præsenterer historien på nye fascinerende måder. Fra flere end 40 udstillingsstande og tre scener blive den historieinteresserede kulturforbruger inspireret, underholdt og får ny viden i mødet med de bedste formidlere af historien, når historiefortællere, forskere og forfattere, medier, museer, besøgscentre og arkiver, forlag og foreninger deltager i over 60 debatter, foredrag og show.
Historiske Dage 2015 afholdes i weekenden 14.-15. marts 2015 i Øksnehallen i København.