De åndsvages ø. Cykeltyvenes ø. Afvigernes ø. I 50 år kunne unge mænd, der afveg fra datidens samfundsmoral, blive fjernet fra det omkringliggende samfund og anbragt på ubestemt tid på Livø Anstalten med store konsekvenser til følge.
Af Kristina Yaldo
Fra 1911 til 1961 virkede anstalten, og i de 50 år brændte Livø sig fast som et stempel på 743 mænds skæbner. Livø var ikke bare en ø for såkaldt moralsk åndssvage og fordærvede unge mænd. Det blev et stigma, de bar rundt på resten af deres dage. Her anbragte myndighederne drenge og mænd, der afveg fra normalsamfundets moral og blev set som farlige. Blev man erklæret for moralsk åndsvag og havde lidt kriminalitet på samvittigheden, kunne man godt regne med at få en enkeltbillet til Livø. En af dem var Oluf Nyrup Rasmussen – far til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen – der som 14-årig blev anbragt på øen, til hvad der blev en syv år lang præventiv anbringelse.
Moralsk åndssvag på godt og ondt
De moralsk åndssvage passede ikke ind i samfundet. Kategorien bestod af utilpassede unge, tyveknægte, sædelighedsforbrydere, ofte fra skolernes bagerste rækker, fattige og andre uden de bedste forudsætninger i tilværelsen. De kom fra samfundets bund og havde en adfærd, som stemte dårligt overens med det bedre borgerskabs moral. Med tidens øjne blev de set som socialt og genetisk farlige og blev derfor anbragt på ubestemt tid på Livø. De måtte ikke få børn, for de skulle nødigt påvirke samfundet med deres arvelige åndssvaghed. Fra 1930’erne begyndte sterilisation at blive en mulig billet væk fra Livø.
Selvom det i dag oftest ses som en dyster fortælling, blev behandlingen af de moralsk åndssvage faktisk set som humanistisk i samtiden, og Danmark var et foregangsland i Europa.
”Hvad skal man stille op med de udstødte? Skal man spærre dem inde? Det var et forsøg på at give dem noget frihed og gøre noget godt for de her mennesker. Hvis man placerer dem på en ø, så har de flere hundrede hektar frihed og noget vand omkring, der beskytter det omkringliggende samfund,” forklarer Poul Duedahl professor i historie på Aalborg Universitet. Han har sammen med museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum Maria Clement Hagstrup, gennemgået utallige aviser og patientjournaler for at afdække anstaltens historie.
Arbejde og struktur
Behandlingen af de moralsk åndssvage på Livø bestod af arbejde og struktur. Øen var i stor udstrækning selvforsynende, så der var brug for arbejdsføre mænd. Sindssyge og svært udviklingshæmmede hørte ikke hjemme på Livø. Det var en ø for dem, der var for farlige til at have gående frit omkring, men som ikke var egnede til fængslerne.
”For mange af mændene tilbød de faste rammer på Livø en rettesnor i livet. De kom muligvis fra store familier på bunden af samfundet og havde ikke lært hjemmefra, hvordan man skulle begå sig. Her lærer mændene altså, hvordan en dagligdag skal fungere, og bliver faktisk oplært i for eksempel landbrug eller gartneri,” forklarer Hagstrup.
Men anbringelsens pris var netop friheden. En pris, mange af mændene ikke var klare til at betale. Duedahl og Hagstrup har talt sig frem til, at der var over 400 flugtforsøg og i hvert fald ti flugtrelaterede dødsfald.
Vendepunkterne
Logikken i 1900-tallets åndssvageforsorg er svær at følge i dag. Den var præget af en eugenisk tanke om hygiejne og udrensning af det usunde i samfundet. Men de to historikere minder os om, at tiden var en anden. ”Husk på, at det her er før velfærdsstaten. Konteksten var en anden. Hvad gjorde man med samfundets uønskede før anstalterne? Hvad var alternativet for de fattige forældre? Man tænkte, at de unge måske fik bedre forhold på anstalterne end i fængslerne eller som bundet ude i stalden,” forklarer Hagstrup. ”Måske kunne vi slet ikke have undgået den overgang i åndssvageforsorgen?” supplerer Duedahl spørgende.
Det første og vigtigste vendepunkt blev ifølge Poul Duedahl 2. verdenskrig og folkemordet i Europas hjerte. Efter krigen blev Danmark grundlæggende et retssamfund med retssikkerhed. ”Det betyder noget, at vi får menneskerettigheder. Individet får rettigheder. Før var det samfundet først, og folk skulle indordne sig. Men med menneskerettighedserklæringen, der blev indarbejdet i grundloven i 1953, får individet en række basale rettigheder. Det betyder noget for de anbragte,” forklarer han.
Ny åndsvagelov
I 1959 indførte man en ny åndssvagelov, som byggede på nogle af disse principper, og ø-anstalterne blev nedlagt. ”Tidligere var man anbragt på overlægens nåde, men efter krigen begynder overlægernes autoritet at smuldre og vi ser, at de anbragte lægger sag an, selvom de måske sjældent fik medhold,” forklarer Hagstrup. Selv med velfærdsstatens udvikling gik der dog længe, inden forbedringerne for alvor kunne mærkes hos de åndssvage. Mange blev mærket for livet, da de først havde fået stemplet “moralsk åndssvag” i deres journaler. Så var der ingen vej udenom.
Poul Duedahl, Maria Clement Hagstrup og Poul Nyrup Rasmussen
DR-scenen søndag den 19/3 2023 kl. 14.00