Historiske Dage 2025 var fuld af inspirerende samtaler og debatter. her kan du høre nogle af de bedste.

Af Rasmus Friis Effersøe

 

Mellemøsten efter Osmannerrigets fald

Med Osmannerrigets sammenbrud som følge af 1. verdenskrig opstod den moderne tyrkiske stat. Andre dele af Mellemøsten blev opdelt af de britiske og franske imperier, der fik det nuværende Syrien, Irak, Jordan og Israel/Palæstina lagt under sig som protektorater.

Eugene Rogan er professor i moderne mellemøstlig historie ved Oxford Universitet. På Historiske Dage 2025 taler han om, hvordan de nye grænsedragninger og ændrede magtforhold fik stor betydning for udviklingen af de politiske, nationale og religiøse konflikter, der stadig den dag i dag præger regionen. Interviewer er mellemøstkorrespondent Allan Sørensen. 

Norge og Danmark under besættelsen: To lande, to veje

Hvordan kunne to nabolande med samme udgangspunkt i 1940 opleve så forskellige forløb under 2. verdenskrig? Norge blev forsøgt omdannet til en korporativ etpartistat under Vidkun Quislings styre. Det mødte dog stor folkelig modstand og var afhængigt af tysk beskyttelse. Samtidig opererede den norske eksilregering fra London og erklærede medlemskab af Quislings parti, Nasjonal Samling, strafbart. Danmark gik derimod samarbejdets vej. Det muliggjorde blandt andet redningen af landets jøder, mens mange norske jøder blev udleveret.

På Historiske Dage 2025 taler den norske historiker Terje Emberland, forsker ved HL-senteret i Oslo,mec sin danske kollega Claus Bundgård Christensen. De dykker sammen ned i forskelle og ligheder i de to landes besættelseshistorier.

Stalins arv og historiens betydning

Ruslands historie, herunder ikke mindst Stalintidens undertrykkelse, har haft voldsom indflydelse på tænkning og praksis i det nuværende russiske styre. Det gælder landets aggressive færd over for Vesten og ønsket om kontrol med de øvrige tidligere Sovjetstater.

Mikhail Kasyanov, vicepremierminister og finansminister under Boris Jeltsin og premierminister fra 2000-2004 i Vladimir Putins første regering, taler om dette på Historiske Dage 2025. I dag er han en kritisk stemme i den russiske opposition, som siden juni 2022 har været nødsaget til at opholde sig uden for landet. Han blev erklæret “udenlandsk agent” af styret i 2023. Han bliver interviewet af direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, Charlotte Flindt Pedersen.

Ånden fra 89

35 år efter murens fald gør direktør i Tænketanken EUROPA, Lykke Friis, og historiker Bo Lidegaard status på Historiske Dage 2025. De taler om et Europa, der står over for store udfordringer. Er håbets år blot en parentes i et Europa med landkrig, krigsforbrydelser og et nyt jerntæppe – og hvad er læren af 1989?

Lyt til alle podcasts fra Historiske Dage her: https://historiske-dage.buzzsprout.com/