Om han virkelig har været en mand med overnaturlige evner, eller om hans mordere bare er dårlige til at slå ihjel, vides ikke. Men sikkert er det, at da Rasputin bliver myrdet natten til den 17. december 1916, går det ikke let og ligetil. På aftenen for mordet bliver Rasputin inviteret til en mindre sammenkomst. Her bliver han budt på vin og kage – begge dele forgiftet med cyanid. Han spiser og drikker ufortrødent, men reagerer ikke på giften, selvom han har indtaget nok til at dræbe fem mand. I desperation henter morderne en pistol og skyder Rasputin på klods hold. Han falder om, men rejser sig kort efter igen og forsøger at flygte. Under flugten bliver han skudt tre gange mere. Han er stadig i live, da morderne får fat i ham. I vrede og afmagt både banker og dolker de ham. Da han fortsat er levende, binder de hans hænder, ruller ham ind i et tæppe og smider ham i en iskold flod. Et par dage senere finder man Rasputins lig. Han har vand i lungerne og har hænderne arrangeret på en sådan måde, at mange tror, han stadig har været i live og forsøgt at binde rebet om sine hænder op, efter han blev smidt i vandet. Kort inden mordet fornemmer Rasputin, at han snart skal dø. I begyndelsen af december 1916 sender han et profetisk brev til tsaren. Heri skriver han blandt andet, at ”hvis jeg bliver dræbt af almindelige mordere, har du intet at frygte for dine børn; de vil regere i flere hundrede år. Men hvis jeg bliver dræbt af adelen, din familie, vil ingen af dine børn leve længere end to år. Og hvis de lever, vil de tigge om døden, når de ser Ruslands undergang.” Morderne er medlemmer af tsarens familie: prins Felix Yusupov, der er gift med tsarens niece, og tsarens fætter, storhertug Dmitri Pavlovich. De vil have Rasputin ryddet af vejen; den beskidte munk har alt for længe haft kontrol over tsaren. Rasputin bliver som selvudnævnt munk og helbreder oprindeligt budt velkommen af tsarfamilien i 1907. Tsarens eneste søn lider af en blødersygdom, og Rasputin kan efter sigende behandle ham. Gradvist får Rasputin mere og mere magt over tsarfamilien. Tsarinaen er fuld af tiltro til Rasputins evner, han bliver hendes rådgiver og fortrolige, og hun skal angiveligt have taget ham som sin elsker. Rasputins tilstedeværelse underminerer tsaren, der blandt befolkning og venner fremstilles som hanrej. Mistillid til tsaren stiger blandt befolkningen. Medlemmer af den royale familie beslutter, at de må gøre noget drastisk. Mindre end tre måneder efter mordet på Rasputin, bliver tsar Nikolaj II afsat. Befolkningen har mistet tilliden til styret; tsaren og hans familie henrettes i juli 1918 – mindre end to år er gået siden mordet på Rasputin. Revolution og borgerkrig venter lige om hjørnet. Hør meget mere om den russiske revolution når blandt andre Bent Jensen og Erik Kulavig gæster Historiske Dage 2017.
Obduktionen viser, at Rasputin har vand i lungerne. Han har stadig været i live, da han bliver smidt i det iskolde vand. Mange mente, at tsaren og tsarinaen blev styret af Rasputin.