Det sydlige Spanien var styret af muslimer i mere end 700 år. Perioden bød i lange perioder på stor fremgang.

Af Niels Fessel Juul 

For forfatter Anne-Cathrine Riebnitzky var det i forbindelse med researchen til en historisk roman overraskende, at 1300-tallets Andalusien viste sig som mere tolerant, end vi opfatter Islam i dag, og at perioden viste, at sameksistens mellem de tre store religioner er mulig. Anne-Cathrine Riebnitzky har aldrig været specielt historisk interesseret, men ideen til at skrive en historisk roman kom, da hun besøgte sin gamle udvekslingsfamilie i Spanien. Ved den lejlighed besøgte hun også Al-Qalat-fæstningen – det nuværende Fortaleza de La Mota i byen Alcalá la Real. Hendes svoger udtrykte en undren over, hvordan det havde været at være den sidste muslimske borgherre efter 700 års styre. Det gav hende ideen til en bog. Om den sidste borgherre ved man udelukkende, at han var af slægten Banu Said, men Riebnitzky har givet ham fornavnet Ibrahim og digtet videre på hans liv og skæbne. I år 1341 står han over for at skulle forsvare sin by og fæstning mod de kristne erobrere, uvidende om at han skulle blive den sidste muslimske borgherre på stedet.

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzky

Tanken om at være den sidste, der holdt fæstningen, var for Riebnitzky interessant i sig selv. Men for at holde fast i tanken og udvikle den til en roman, skulle der en udvidelse af hendes eget verdensbillede til. Især var hun imponeret over, hvor meget muslimerne i området kunne allerede omkring år 1300.
”Det der betog mig allermest var, hvor langt fremme de var med kirurgi. De var bare bedre til at helbrede, end jeg regnede med. Jeg var også overrasket over, at de kunne lave silke. Jeg har lige set tv-serien om Marco Polo, hvor det handler om at få silkefremstillingens hemmelighed ud af Kina. Den havde maurerne altså styr på længe før.” 

Muslimsk i 700 år 

I år 711 erobrede de mauriske muslimer på bare fem år hele Andalusien i den sydlige del af Spanien. De blev der helt frem til 1492, hvor de kristne konger fik generobret den sidste del af Den Iberiske Halvø. 

I mere end 700 år var området derfor styret af muslimer, men der var samtidig plads til både kristne og jøder. Under deres lange ophold i Sydspanien bidrog muslimerne til områdets udvikling inden for både kirurgi, videnskab, handel og meget andet. Der blev for eksempel bygget et stort bibliotek i Cordoba og et universitet, som blev førende inden for filosofi og medicin. Området blev også et knudepunkt for handel med silke, ris, krydderier og parfume.
I 1492 var dog slut med den muslimske tilstedeværelse i Sydspanien. Allerede i 718 begyndte de kristne fyrster at generobre områder i Spanien. Tempoet i ”reconquistaen” var dog noget adstadigt, så der skulle gå henved 774 år, før de nåede deres mål. 

Tolerant Islam 

Et aspekt af maurenes tid i Andalusien er den rent tekniske og videnskabelige udvikling. Et andet er deres måde at dele dagligdag og område med andre religioner og kulturer. Den viser ifølge Anne-Chatrine Riebnitzky et meget anderledes billede af muslimer, end vi er vant til se i dag. 

”Jeg syntes, det var interessant at møde et Islam, som var mindre optaget af andre folks religion. Hvis man var videnskabsmand og kunne noget, blev man inviteret indenfor. Man ville gerne have viden, og det som andre vidste, hvad enten de var kristne, muslimer eller jøder, havde værdi, fordi man var på jagt efter at få beskrevet virkeligheden, få beskrevet verden, beskrevet himmelrummet. Og her var det mindre vigtigt, om folk var af samme tro som en selv. Jeg syntes virkelig, det var spændende, at der havde været en periode med den grad af sameksistens.” 

Og sameksistensen gjaldt ikke kun for videnskabsfolk. Den gjaldt også for dagligdagsforhold. For eksempel blev der lavet ordninger, hvor den samme bygning kunne bruges som moske om fredagen, som synagoge om lørdagen og som kirke om søndagen.
At man kunne lave den slags aftaler, betød dog ikke, at alle var helt lige. For området var jo erobret af maurerne, så det var også dem, der i sidste ende sad på magten. 

”Man skal ikke tage fejl. Der er ingen tvivl om, at der inden for det her store udbredte kalifat har været nogle samfundsposter, som man kun kunne klatre op på, hvis man var muslim. Men en af succeserne har været, at man har lavet det, man opfattede som gode og retfærdige regler for alle tre trosretninger.” 

Venner på tværs af skel 

Måske kunne forsøgene på at lave gode og retfærdige regler mærkes hos almindelige mennesker. Det var i hvert fald et kendt fænomen, at venskaber ikke kun var blandt folk af samme religion. 

”Vi ved, at der er flere eksempler på venskaber på tværs af religionerne. Og først da krigen, der kommer nordfra med de kristne, bliver en realitet, bliver folk opmærksomme på, at du er muslim, og jeg er kristen. og i den nye fremtid, der kommer, kan vi måske ikke være venner længere,” slutter hun. 


Den muslimske verden i 1300-tallet
Anne-Chatrine Riebnitzky og Søren Anker Madsen
DR-scenen
Søndag kl. 16.10