Af Christian Kofoed Hansen
Modstandskampen under besættelsen handlede ikke altid blot om at befri Danmark fra tysk åg, men var også en kamp om fædrelandets politiske fremtid. “Vi skal være opmærksomme på, at modstandskampen altid er blevet fortalt i stærke nationale sammenhænge,” fortæller historiker Niels Wium Olesen. “Det eneste legitime nationale mål i modstandskampen har været at befri Danmark, og der har været meget stærke kræfter, som har trukket fortællingen om modstandskampen i den retning. Men der var også kræfter, som ville noget andet end det. Det har været ubekvemt at tale om det, så det har ikke spillet en stor rolle i erindringen.”
Ofte havde især ideologisk rodfæstede modstandsgrupper en nøje vision for efterkrigstidens Danmark og ønskede ikke at føre Danmark tilbage til førkrigstidens demokratiske tilstande. “Når man bekæmpede tyskerne, var det med henblik på at få dem ud af landet, men hvad ville der ske derefter? Man var drevet af en forestilling om en ren tavle – en helt ny situation. Nogle tænkte; ‘Hvorfor ikke starte på en frisk?,’” siger Niels Wium Olesen. Denne tanke var fremtrædende hos de danske kommunister, som også var de mest aktive i modstandskampen. “De så det som en oplagt mulighed for en samfundsomvæltning i kommunistisk retning.” Også de nationalkonservative modstandsgrupper kunne virke valne over for idéen om at genetablere førkrigstidens demokrati. “De nationalkonservative nævnte altid ‘Danmark’, før de nævnte ‘demokratiet’. Før krigen var flere af dem antidemokrater,” uddyber Niels Wium Olesen.
De oversete modstandsfolk
Selvom kvinderne kun udgør tre procent af personerne i modstandsdatabasen, spillede de en stor rolle i modstandskampen. Kvinderne i modstandsbevægelsen er dog ofte blevet behandlet som et særskilt emne.
“Kvindernes rolle er ikke blevet skildret i den store sammenhæng før,” fortæller historiker Niels-Birger Danielsen, som mener, at de burde indgå naturligt i fortællingen. “De var med i alle dele af modstandskampen på nær på de ledende poster, hvor der kun var ganske få. Det var også sjældent, at de var med i sammenhænge, hvor det var virkeligt farligt. Der var faktisk kun to kvinder, som udførte likvideringer egenhændigt. Men ellers spillede de en vigtig rolle på alle planer.” Kvinder bidrog især til modstandskampen som illegale logiværter og kurerer. De kunne også udgøre nøglen til sabotageaktioners succes. “En speciel funktion, som blev udøvet i særlige tilfælde, var rekognoscering i forbindelse med en sabotageaktion, som gjorde det sværere for myndighederne at se, hvad der var foregået,” siger Niels Birger Danielsen.
Ikke mange kvindelige frihedskæmpere var bevæbnede, men der var undtagelser. Foto: Frihedsmuseet
Bispen og jødeforfølgelserne
Selvom vores forestillinger om ‘modstand’ ofte kredser om bevæbnede modstandsfolk, sabotageaktioner og likvideringer, var det ikke nødvendigvis de eneste måder, modstanden kom til udtryk på. Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard, havde en vigtig rolle i modstandskampen, da han i kraft af sin position som højest rangerende inden for folkekirken tog åbent afstand fra nazismen og dens jødeforfølgelser grundet sin kristne tro.
”Det strider mod den kristne næstekærlighed at forfølge nogen, fordi de tilhører en anden tro,” fortæller professor Martin Schwarz Lausten, som har skrevet om Fuglsang-Damgaard, og som mener, at man godt kan betegne ham som modstandsmand; “Meget af det, han laver, kommer han jo også i fare for at udføre. Der bliver forsøgt et attentat mod ham. Der ligger mange trusselsbreve. Han er ikke som sådan en klassisk frihedskæmper, der laver sabotage, men han var et led i modstandsarbejdet,” fortæller Lausten. ”Set på et større plan havde mange danskeres afstandtagen til nazismen således rod i en kristen etik”.
Hans Fuglsang-Damgaards hyrdebrev blev læst i landets kirker søndag den 3/10 1943. Det undsagde antisemitismen som uforenelig med det bibelske syn på jødefolket og på næstekærlighed.
Søndag den 17. oktober 2021 kl. 14.00
Modstandens mange ansigter
Martin Schwarz Lausten, Niels Birger Danielsen m. fl.
Auditorium
Topfoto: Det sønderbombede og udbrændte Shellhuset i sommeren 1945. Foto venligst udlånt af Dines Bogø