Esrum Kloster, der blev grundlagt omkring 1150, var i middelalderen beboet af munke fra cistercienserordenen. Esrum-munkene havde specialiseret sig i at dyrke lægeplanter og levere plantemateriale til landets andre klosterhaver og spillede derfor en central rolle for klosterhavernes udvikling i Danmark. ”Hvor der efterhånden er mange, som formidler middelalder, er Esrum Kloster faktisk et af Danmarks eneste steder, hvor der formidles om klostertiden inden reformationen i Danmark. Esrum og cistercienserordenen er på mange måder vuggen i Nordsjælland, hvorfra det hele startede, og det vil vi gerne fortælle om,” siger publikums- og kommunikationschef Helle Simonsen fra Esrum Kloster. ”Vi synes, det er en fremragende ide med en historiekulturevent, som har som ambition at formidle historien på en aktiv og fascinerende måde. Historiske Dage passer godt til den innovative og involverende formidling – med en hel del kant – vi bedriver i Esrum,” slutter Helle Simonsen. Historiske Dage er en ny, stor historiekulturevent, hvor de bedste hjemlige og internationale historieformidlere præsenterer historien på nye fascinerende måder. Fra flere end 40 udstillingsstande og tre scener blive den historieinteresserede kulturforbruger inspireret, underholdt og får ny viden i mødet med de bedste formidlere af historien, når historiefortællere, forskere og forfattere, medier, museer, besøgscentre og arkiver, forlag og foreninger deltager i over 60 debatter, foredrag og show. Historiske Dage 2015 afholdes i weekenden 14.-15. marts 2015 i Øksnehallen i København.
Esrum Kloster - Munk med urter

I klosterhaven i Esrum dyrkes der stadig lægende urter