Musiker og historiker Lars Malm, kendt fra duoen Nordstrøm, udgiver under kunstnernavnet Malm albummet ’Menneske igen’, hvis 11 sange baserer sig på den sønderjyske soldat Kresten Andresens breve og dagbogsnotater fra 1. verdenskrig.

Af Ida Suurballe Bidstrup Petersen

Lars Malm havde gennem flere år kendt til Kre­sten Andresens breve gennem sit arbejde som historielærer i gymnasiet, som han har kørt ved siden af sin karriere som musiker. For 7-8 siden kom de første tanker snigende: Kunne man lade sig inspirere af de historiske kilder og det guld, som historien rummer, i et musikalsk projekt? Malm havde ikke kombineret historien og musikken før, men fornemmede, at musik kunne være en god måde at komme under huden på og engagere lytteren følelsesmæssigt i historien. ”Kresten skrev knivskarpt, nærværende og hudløst, så man føler ham, og det at sætte musik til hans tanker er en anden indgang til historien og en måde at gøre historien levende i en ny tid,” fortæller han. Til sidst kom han i gang med projektet, som også er blevet hjulpet godt på vej af Grænseforeningen, der har støttet opsætningen af koncerter.

Musikken har fået et andet udtryk end det elektroniske, som duoen Nordstrøm er kendt for. Nordstrøm fik sit gennembrud med nummeret ’Berlin’ i 2006, som var en nyfortolkning af Tom Kristensens digt ’Nat i Berlin’ fra 1921. På det nye album er det især de analoge instrumenter, som har fået lov at fylde. ”Det elektroniske lydunivers og de stemningsbilleder, som Kresten skabte, var to verdener, som ikke passede sammen. Jeg var nødt til at bevæge mig væk fra den elektroniske lyd for at være tro mod Kresten,” fortæller han.

Kresten løfter sig over andre

Kresten Andresen bliver født i 1890. Han vokser op som dansksindet sønderjyde og har stærke forbindelser til kongeriget Danmark. Som ung mand opholder han sig en tid i Danmark og studerer på Københavns Universitet. I 1914 modtager han dog sin krigsindkaldelse og trækker modvilligt i uniformen, hvorefter han kæmper på tysk side. I 1916 kæmper han i slaget ved Somme. Her bliver han meldt savnet den 8. august og bliver aldrig fundet.

Men Kresten har oplevet to krigsår, og mange af oplevelserne har han beskrevet i breve til sin familie hjemme i Sønderjylland.  Kresten var en flittig skribent, og mere end 245 af hans breve blev allerede i 1919 udgivet på foranledning af hans morbroder, H. P. Hansen. Senere er også hans dagbogstekster udgivet. I lommen havde han også et lille kamera, han tog fotografier med. Så selvom Kresten kun blev 25 år, har han alligevel haft en stemme i eftertiden.

Kronprins Frederik (8.) og Edward (7.) prins af Wales. Fotograferet i 1869
Lars Malm med et fotografi af Kresten Andersen, hvis dagbøger og breve han har skrevet sit nye album over. Foto: Alexander Leicht Rygaard, Grænseforeningen.

Ifølge Lars Malm er der ingen tvivl om hvorfor: ”Kresten Andresen er tidløs. Han er moderne i sine tanker og rummer genkendelige værdier. Han var pacifist og modstander af den krig, han var tvunget til at kæmpe i. Derudover var han humanist.” Lars Malm ser en klar parallel til den krig, som i dag udkæmpes i Ukraine, hvor ufrivillige soldater tvinges ud i en situation meget lig den Kresten befandt sig i for mere end 100 år siden. Derfor bliver det også relevant at gøre Kresten levende i ny tid, i vores tid: ”Krig er ikke fortid. Krig er nutid. Krig er skæbner og mennesker.”

Ud over at være moderne i sine tanker adskiller Krestens breve sig fra andre bevarede breve fra sønderjyske soldater under 1. verdenskrig. For det første har brevene stor journalistisk værdi, da Kresten var god til at rapportere om sine oplevelser, men de rummer også en anden kvalitet: ”Krestens breve befinder sig på et helt andet filosofisk plan, de har en særlig poetisk kvalitet, hvilket betyder, at Kresten løfter sig over andre.”

Et eksempel er sangen ‘Klar og blå’, der er baseret på en dagbogstekst dateret til den 13. august 1914. Omkvædets linjer lyder: “Himlen er så klar og blå, som var der fred i hele verden nu. Men alle ved, at derude et sted er larmen sluppet løs.” Krigen er brudt ud en uge inden. Kresten Andreasen befinder sig på en kaserne i Flensborg, og ved, at den fredfyldte auguststemning for hans eget vedkommende snart står til at blive afløst af noget meget mere dystert.

Historien i Rocken med ‘Rockhistorier’
Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard
Onkel Danny-scenen lørdag den 18/3 2023 kl. 15.40

Sønderjyske krigsbreve – musik med Lars Malm
Lars Malm og Hanne Sundin
Onkel Danny-scenen søndag den 19/3 2023 kl. 14.50

Vi mindes Povl Dissing
Jens Folmer Jepsen, Bisse og Emma Kragh-Elmøe
Onkel Danny-scenen søndag den 19/3 2023 kl. 16.00