Foto: Holger Damgaard / Ritzau Scanpix.

Mellemkrigstidens usikre tider blev blandt andet tøjlet af en effektiv myte skabt omkring statsminister Thorvald Stauning som landsfader. Båret af nye medier og inspiration fra Tyskland så man en unik førerdyrkelse af den rolige klippe som garant for stabiliteten i Danmark.

Af Andreas Kildegaard, 26. oktober 2020

Iscenesættelsen af Stauning var tæt knyttet til de nye massemediers udvikling efter 1. verdenskrig, mener Tim Knudsen, der er aktuel med fembindsværket ‘Statsministeren’ om de danske statsministre fra 1848-2019.

“Før Stauning blev statsminister, kendte befolkningen for de flestes vedkomende ikke meget til landets politiske ledere – og slet ikke til lyden af deres stemmer. Det var fjerne figurer, som primært optrådte i ukritiske artikler i partipressen,” forklarer han.

Inspirationen fra Tyskland

Men da Stauning kom til, så man en ny og bredere propaganda og agitationsindsats fra Socialdemokratiets side, samtidig med at udbredelsen af radioen og grammofonen steg markant.

“Socialdemokratiet var bemærkelsesværdigt tidligt ude i forhold til de nye medier. Og Hans Hedtoft og H.C. Hansen blev sendt på socialdemokratisk partiskole i Tyskland, så de kunne lære om propagandaens kunst,” fortæller Tim Knudsen. Da de to kom retur, gjorde Stauning Hedtoft ansvarlig for fortællingen om landsfaderen. En ny æra inden for politisk kommunikation i Danmark blev indledt.

Tættere på – og så alligevel ikke

På en og samme tid kom befolkningen nu tættere på deres statsminister, men så alligevel ikke. For det var en iscenesættelse, man skabte omkring Stauning, når han i opsatte og kontrollerede radiotaler, på grammofonplade og i talefilm mødte befolkningen.

Derfor kom man ikke rigtigt tæt på som i dag, hvor partiuafhængige medier, tv og paparazzier går mere i kødet på offentlige personer uden datidens ærbødighed og respekt for privatlivets fred. “Pressen var meget mere velvillig og befolkningen mindre uddannet og kritisk i datiden, så propagandaarbejdet og myteskabelsen omkring Stauning havde helt anderledes og lettere vilkår, end dem man ser i dag,” uddyber Tim Knudsen.

En tryghedsskaber

Når Stauning talte til befolkningen, var han den store og sikre klippe, der langsomt og afdæmpet manede til ro og besindighed. Det var en fremtoning og et budskab – fulgt op af politiske sejre og bedrifter – som både Christian 10. og erhvervslivet gradvist så fordelen ved – trods det socialdemokratiske program, der både kaldte på republik og mere magt til arbejderne.

I Stauning fandt man simpelthen en garant for ro og orden – en tryghedsskaber – der havde magt til at holde masserne under kontrol. “Kongens dagbog fortæller os desuden, at kemien imellem den til tider meget emotionelle og hidsige Christian 10. og den rolige og beherskede Stauning var særligt god fra start af. Faktisk så god, at de efter sigende græd sammen,” tilføjer Tim Knudsen.

Radioen blev hurtigt et udbredt medie i Danmark fra de første amatørradioers prøveudsendelser i starten af 1920″erne til Statsradiofoniens monopolisering i 1926. Overalt i landet skød radiosendemaster op i landskabet og i 1940 havde 80% af alle danske husstande et radioapparat. Her fra radioudstilling i 1927. Foto/tekst: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix.

Radioen blev hurtigt et udbredt medie i Danmark fra de første amatørradioers prøveudsendelser i starten af 1920″erne til Statsradiofoniens monopolisering i 1926. Overalt i landet skød radiosendemaster op i landskabet og i 1940 havde 80% af alle danske husstande et radioapparat. Her fra radioudstilling i 1927. Foto / tekst: Holger Damgaard / Ritzau Scanpix.

Stauning kommer ind i stuen

For Tim Knudsen er historien om de danske statsministre også historien om embedets voksende magt – ikke mindst i forhold til kongen. Her er Stauning et markant skridt på vejen, som blandt andet ses ved hans overtagelse af kongens åbningstale i Folketinget i 1925 – en tale, som selvfølgelig også blev udgivet på grammofonplade af partiet.

Året efter kom Stauning som den første statsminister direkte ind i folks stuer via radio til de godt 28.000 licensbetalende hjem – et tal der allerede i 1929 var steget til en kvart milllion. Ved nytåret 1939/1940 etablerede han desuden Statsministerens nytårstale og talte nu for godt 800.000 hjem.

Regenten, præsten og den belærende håndværksmester

Netop det, at Stauning overtog visse roller fra kongen, kan have været med til at påvirke selve iscenesættelsen af ham og hans stil. Stauning talte gerne med en landsfaderlig autoritet – ikke ulig en regent – når han adresserede “det danske folk”, “den danske nation” og påtalte, hvad han så som “letsindighed” og “uansvarlighed” hos visse grupper.

“Der var dog også noget meget ‘præsteagtigt’ over hans taler, hvor bibelske sprogbilleder om ‘lysets’ sejr over ‘mørket’ flere gange sneg sig ind,” tilføjer Tim Knudsen. Både landsfaderens og præstens taleform var etablerede og velkendte og derfor nærliggende.

Stauning kunne dog også fremstå som den belærende håndværksmester, der talte til sine lærlinge, og fagforeningsmanden, der mindede om fællesskabets vigtighed. Det socialdemokratiske ophav var ikke glemt, selvom han sjældent talte partipolitisk, men typisk til “folket”.

Den konservative klippe

“Som person kunne Stauning være ganske lukket og fåmælt. Endda så meget, at kun få af hans partikammerater kendte til hans tanker – men det var så også en ageren, der førte til meget få blottelser,” fortæller Tim Knudsen. “Derfor var der på sin vis også en fin sammenhæng mellem hans lidt lukkede person og fremtoningen i hans meget afdæmpede taler.”

Stauning var også ganske konservativ i sin politiske tilgang. “Det understreges blandt andet ved hans yndlingsudtryk, som var ‘rolig udvikling’,” tilføjer Tim Knudsen og uddyber, at han i sine taler desuden ofte gjorde brug af ord som “lov”, “orden”, “pligt” og “samfundssind”.

Endelig har verdenssituationen omkring Danmark med de mange faldne demokratier og ikke mindst Hitlers og Mussolinis ageren også kaldt på, at der blev manet til ro og ikke kaos, som den velkendte Stauning-plakat minder os om.

Plakaten 'Stauning eller Kaos'. Foto: Arbejdermuseet.

Plakaten ‘Stauning eller Kaos’ fra folketingsvalget i 1935. Foto: Arbejdermuseet.

Den anden side af myten

De få glimt, vi får af Staunings privatliv, står dog i skærende kontrast til myten bag mikrofonen. Her møder vi blandt andet en dansende og syngende Stauning i festligt lag, en politisag om et besøg hos den prostituerede “Pepita” og et lettere tumultarisk ægteskab – for ikke at nævne den uægte søn.

Tim Knudsen medgiver dog, at myten nok var en effektiv del af indsatsen omkring at styre Danmark gennem de urolige tider og på den måde tjente sit formål – “selvom man til tider svang sig lige lovlig højt op i sin lovprisning af den rolige klippe,” som han siger det.

Førerdyrkelse med dansk besindighed

“Der var reelt tale om en decideret førerdyrkelse af Stauning, da det var på sit højeste. Det kan lyde voldsomt i dag, men var ganske normalt i samtiden, hvor partipressen omtalte ham – og andre partiledere – som ‘fører’ og lovpriste Stauning med en svulstighed, der ikke var ulig udlandets,” forklarer Tim Knudsen. Johannes V. Jensen forfattede endda et hyldestdigt til ham, der var en diktator værdigt, da man bredt fejrede hans 60-års fødselsdag, som også bød på intet mindre end 900 buketter og et fakkeloptog bestående af 20.000 unge socialdemokrater.

Tim Knudsen er generelt ikke bange for at bruge ord som “fører” og “propaganda”, selvom de kan virke ladet og lede tankerne hen på 2. verdenskrig. “Jeg er klar over, at det kan provokere nogen, men der er blot tale om ord, der er farvet af tiden. Nutidens ‘kommunikation’ og ‘politisk branding’ er i udgangspunktet det samme – sagt med andre ord,” forklarer han. Så selvom banen og betingelserne er anderledes i dag, har det tidlige arbejde udført af Socialdemokratiet omkring myten Stauning visse tråde op til nutiden – hvor indsatsen dog er langt mere professionaliseret.

Den velkendte propagandaplakat med ordene “Stauning eller Kaos” sammenfatter på fin vis den generelle iscenesættelse af Stauning og ikke mindst forskellen fra udlandets førerdyrkelser. “Hvor man hos udlandets markante ‘landsfædre’ lagde vægt på fremskridt, opflammende sprogbrug og krigsretorik, havde man i Danmark fokus på at skabe ro og sikkerhed,” slår Tim Knudsen fast.

Video: Statsminister Staunings bisættelse (Filmcentralen / DFI / Dansk Film Co.)

En afsked, der var en konge værdig

Stauning døde i 1942 og også ved den lejlighed skulle der noget ekstraordinært til. “Stauning fik en bisættelse, der var en konge værdig,” som Tim Knudsen beskriver det, “omend det på ‘socialdemokratisk’ blev kaldt en bålfærd” – man var stadig ateister.

Bisættelsen blev da også den største af sin slags i det 20. århundredes Danmark. Fra Forum, landets største hal på det tidspunkt, gik 1300 faner ud til Bispebjerg Krematorium. Alt, hvad der kunne gå eller stå, var trommet sammen – inklusive den tyske besættelsesmagt, som efter sigende sendte en krans på størrelse med et møllehjul fra Hitler selv.

En lignende bisættelse er ikke set siden for en statsminister i Danmark – ej heller den førerdyrkelse, som Stauning var genstand for. Man sagde farvel med maner til den store landsfader, men også til et unikt kapitel i danmarkshistorien, som på mange måder kaldte på en myte som den om Stauning.

~

Danmarks statsministre
Tim Knudsen
Historiske Dage 2021

Om bogen

Statsministeren af Tim Knudsen
Bind 1-3, Hardcover
Udkommer 26-10-2020
Samfundslitteratur