I en by ved navn Risby findes en tidsmaskine. Et ydmygt klubhus, hvor en flok historieinteresserede sjæle med mellemrum trækker i uniformer – blå og grå – og tager et gevær i hånden. For så at rejse tilbage til den amerikanske borgerkrig.

BlueandGray.dk hedder den danske reenactment-forening, der den 14. og 15. marts forlader klubhuset og slagmarkerne på Københavns Vestegn og i stedet tager gæsterne på Historiske Dage med tilbage til 1860’erne. Her vil de, klædt som soldater fra både Nord- og Sydstatshæren, vise, hvordan det var at være soldat under den amerikanske borgerkrig. For når først de er i kostume, så er det slut med at være en almindelig nutidsdansker.

BlueandgrayBo Herbst_jpg-5-udklip

Leif Christensen er formand for reenactment-foreningen BlueandGray.dk, der vækker den amerikanske til live igen. Fotos: Bo Herbst

“Når jeg får uniformen på, så er jeg kaptajn Christensen. Der skal virkelig meget til, før vi ryger ud af rollen. Og når vi er i uniform, så følger vi også komandovejen. Det er vi nødt til,” siger Leif Christensen, der er formand for foreningen.

Til daglig er han pedel på en skole, men under Historiske Dage kan man blandt andet opleve ham og de andre soldater stille op på geled foran Øksnehallen og skyde med originale geværer fra borgerkrigen.

“Det vil give folk et godt indtryk af, hvordan man for eksempel ladede dengang, og hvor meget det faktisk larmede,” siger han.

Du kan se BlueandGray.dk skyde Historiske Dage i gang på pladsen foran Øksnehallen kl. 10 både lørdag og søndag 14.-15. marts 2015 og kl. 14 begge dage.