Dronning Elisabeth I, Jens Otto Krag, Thomas More, Prinsesse Marie Sophie Frederikke Dagmar

Nelson Mandela, Helle Virkner, Valentina Teresjkova, Iron Tail

Hedy Lamarr, Prins Philip Próspero, Strelka og Belka 

Hedy Lamarr blev født den 9. november 1914 i Wien af jødiske forældre. I 1933 var hun med i filmen ”Ekstase”, hvori hun blandt andet bader nøgen i en sø. I 1937 flygtede hun til London, hvor hun mødte Louis B. Mayer fra MGM Studios, som sikrede hende en billet til Hollywood. Lamarr var, ud over filmstjerne, også forsker og opfinder. Sammen med George Antheill udviklede hun i 1941 et kommunikationssystem, som kunne skifte mellem 88 frekvenser, hvilket gjorde det svært at opspore og sabotere torpedoer. Opfindelsen var langt foran sin tid og kunne først rigtigt realiseres i 1962. Lamarr blev først i 1997 anerkendt for opfindelsen, som blandt andet bruges i bluetooth.

Nelson Mandela blev født den 18. juli 1918 i Mvezi, Kap-provinsen i Sydafrika. Mandela blev som ung involveret i politik og blev medlem af African National Congress i 1944. I 1962 blev han arresteret og fængslet i fem år for ulovlig udrejse og opfordring til strejke. I 1964 blev han igen dømt, denne gang på livstid, for deltagelse i planlægningen af væbnet kamp. Mandela blev først løsladt i 1990, og i 1993 fik han sammen med tidligere præsident F.W. Klerk Nobels Fredspris. Mandela blev i 1994 valgt til Sydafrikas første præsident efter apartheids opløsning.

Thomas More blev født den 7. februar 1478. Han studerede latin og logik. Hans mest kendte værk er bogen ”Utopia”, som skildrer en opfundet ø, hvor social lighed og ingen privat ejendomsret findes. I 1533 nægtede More at deltage i kroningen af Anne Boleyn, Henry VIII’s anden hustru, hvilket var utænkeligt på denne tid. More ville heller ikke aflægge ed til kongen som den engelske kirkes overhoved. Det betød, at han i 1534 blev for landsforræderi, hvorefter han blev halshugget. Hans sidste ord var: ”Jeg dør som kongens tjener og guds første.” More blev saligkåret i 1886, helgenkåret i 1935 og erklæret skytshelgen for statsmænd og politikere i år 2000.

Valentina Tereshkova er født den 6. marts 1937 i Maslennikovo i Rusland. I 1962 blev hun udvalgt til det russiske rumprogram, og efter hård træning kom hun igennem nåleøjet og blev den første kvinde og civilperson i rummet i 1963. Efter rumrejsen studerede hun til ingeniør og blev kosmonautingeniør. Hun blev i 1963 gift med Andriyan Nikolayev, efter sigende på ordre fra Nikita Khrusjtjov som en pr-begivenhed. Tereshkova har siddet på flere politiske poster i Rusland fra 60’erne frem til 90’erne.

Belka og Strelka var de to første jordvæsner, der kom tilbage efter en tur i rummet i 1960. Med dem på Sputnik 5 var 40 mus, 2 rotter, 1 kanin, nogle fluer og planter. Rumrejsen gav russerne mod på at sende mennesker i rummet blot et år efter dyrenes succesfulde tur.
Efter rumrejsen fik Strelka et kuld hvalpe, hvor en af dem – Pushinka – blev givet til John F. Kennedy. Pushinka fik også hvalpe, så der er muligvis flere af Strelkas efterkommere ude i verden. Hundene er udstoppet og kan ses på Moskvas Memorial Museum of Cosmonautics.