Det er ikke ukendt, at den skandinavistiske bevægelse i midten af 1800-tallet førte til forhandlinger om at oprette en skandinavisk union. Men at der samtidig var konkrete planer om revolution – støttet af både førende danske politikere og store europæiske statsmænd – er ”revolutionerende nyt”.
Af Rasmus Friis Effersøe
Mens Christian 9. befinder sig med familien på Bernstorff Slot skal en skare bevæbnede mænd storme slottet og kidnappe kongefamilien. En anden gruppe skal sørge for at afskære tropper fra den nærliggende Jægersborg Kaserne i at komme kongefamilien til undsætning. Kongefamilien skal proppes ind i en karet og køres direkte ned til Charlottenlund. Her vil et dampskib være parat til at sejle familien direkte over til Malmøhus. På det tidspunkt er detstatsfængsel, og det står klar til at modtage med åbne arme.
Efterfølgende skal den svenske hær øjeblikkeligt sætte over til København, hvor andre oprørere allerede har bemægtiget sig centrale steder i hovedstaden. Når de svenske tropper er velankommet, skal kong Karl 15. følge efter og blive udråbt til rigsforstander, Herefter skal der udskrives en folkeafstemning om, hvem der skal være konge i Danmark. Her bliver Karl sandsynligvis valgt, da Christian 9. bliver anset for at være tysksindet og er forhadt efter det nylige nederlag i Slesvig.
Planen var kun en af flere
Ovennævnte plan skulle have været udført i december 1864, men var kun en af flere. Fra 1848 og frem bliver der løbende arbejdet for en skandinavisk samling med revolutionære midler. Det gælder særligt før, under og efter opgøret i 1864.
En plan fra februar 1865 går stort set ud på det samme. Ifølge historiker Rasmus Glenthøj er det dog yderligere bemærkelsesværdigt, at den sætter navn på bagmændene. ”Det er helt og særdeles ukendt og sensationelt. En af bagmændene er Hans Rasmussen Carlsen, som er en af lederne af Bondevennerne, dvs. Venstre. Men det allerstørste navn er C. C. Hall, tidligere konseilspræsident, udenrigsminister og manden, der stod bag politikken op til 1864 som leder af de nationalliberale. Så en af Venstres ledere, lederen af de nationalliberale og flere andre prominente politikere er klar til at kipnappe den danske kongefamilie og forene Skandinavien under Karl 15.,” fortæller Rasmus Glenthøj.
Nyt fra svenske arkiver
Glenthøjs norske kollega Morten Nordhagen Ottosen var på besøg i svenske arkiver, hvor man kunne finde de opsigtsvækkende oplysninger. ”Datidens skandinaviske politikere havde stort kendskab til hinandens forhold og politiske udvikling, og det er let at glemme i eftertiden, hvor man har delt historien op mellem nationalstaternes grænser. De tre landes historikere har traditionelt fokuseret på deres egne lande og arbejdet i deres egne arkiver. Og det interessante er, at materiale om danske konspirationer og revolutionsplaner, som aldeles ikke ville tåle dagens lys i Danmark, har overlevet i svenske arkiver, hvor man ikke i samme grad havde behov for at brænde den slags dokumenter. Og det gjorde, at vi fandt en del materiale, som ikke havde været benyttet tidligere,” fortæller han.
På dette samtidige billede hviler Bernstorff Slot i fred og fordragelighed. Slottet og området omkring kunne være blevet centrum for en af de mest dramatiske begivenheder i danmarkshistorien, hvis planerne om revolution og kidnapning af kongefamilien var blevet til virkelighed. Maleri af O. B. Schulin, 1860
Bismarck og Napoleon 3. var med
Også flere af tidens europæiske statsledere går ind for et samlet Skandinavien. Den eneste stormagt, der er decideret modstander af en skandinavisk samling, er Rusland. Zarens rige er reaktionært og ser med stor bekymring og mistro på de liberale tendenser i resten af Europa. Desuden vil et samlet Skandinavien kunne blokere for udsejlingen af Østersøen. Det vil være en yderligere streg i regningen. Men efter nederlaget til briterne og franskmændene i Krim-krigen 1853-56 er russerne svækkede. Desvinger ikke taktstokken på kontinentet på samme måde som før.
I stedet står den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck og den franske kejser Napoleon 3. i centrum for den europæiske magtpolitik. Ifølge Rasmus Glenthøj arbejdede førstnævnte gennem 10 år aktivt for et forenet Skandinavien. ”Bismarck ville dele den danske stat. Det var også, hvad han gjorde i 1864, men i første omgang ville han have gået en anden vej. Han ville have fået fat i hertugdømmerne og flådehavnen i Kiel ved at dele Danmark med Sverige. Han så en langsigtet strategi i det og ønskede en skandinavisk-preussisk alliance vendt mod Rusland. I stedet for at have nogle utilfredse skandinaver, som var vrede på preusserne, kunne man have en god allieret, som havde basalt set den samme kultur og var gode protestanter som en selv. Og det var ikke bare noget, Bismarck arbejdede for før krigen i 1864. Han arbejdede også for det under krigen og efter krigen.”
Også fransk opbakning
Den franske kejser Napoleon 3. går ligeledes ind for en skandinavisk samling og er en aktiv del af de forhandlinger, der foregår mellem Preussen og Sverige. ”Napoleon 3. synes, at en revolution er en god ide. Men han og flere tyske statsmænd siger, at det psykologisk rette øjeblik skal indfinde sig. Det psykologiske øjeblik er den dag, hvor Frederik 7. dør. Så kan Preussen gå i krig. Dernæst skal Sverige intervenere på Danmarks side, og når der så står en svensk hær i Danmark, du har en upopulær Christian 9., og du har en populær Karl 15. i spidsen for en hær, der undsætter Danmark, er det, at vi afsætter Christian”, siger Rasmus Glenthøj.
Napoleon går ind for en skandinavisk samling af flere årsager. Dels har den franske Bernadotte-slægt siden 1818 siddet på den svenske trone. Napoleon går derfor ud fra, at Sverige vil være en nyttig allieret i nord. Derudover mener han idealistisk, at tiden er løbet fra et gammeldags dynastisk Europa, hvor stater er sammensat ud fra fyrsteslægters arverettigheder. Stater skal i stedet bygge på folket. Det stemmer godt overens med de tanker om nationalstaten som en enhed af stat, folk og sprog, som opstår i denne tid. Men i modsætning til i dag, hvor europakortet består af over 50 selvstændige stater, havde datidens politikere en anden opfattelse af nationalstatens muligheder og begrænsninger. Norge havde løsrevet sig fra Danmark i 1814. Nu var man i en løsere union med Sverige, hvor man var fælles om udenrigspolitikken og kongen som person.
Norsk skepsis
”Holdningen i Norge var delt, men mange opfattede unionen med Sverige som nødvendig. Hele argumentet for den var, at Sverige og Norge ud fra det såkaldte tærskelprincip tilsammen ville kunne agere med en vis uafhængighed i international politik. For at kunne overleve måtte du have en vis størrelse. Og her var Danmark blevet mindre efter tabet af Norge. Man følte sig presset sydfra og følte spørgsmålet om overlevelse i henhold til tærskelprincippet som mere prekært,” fortæller Morten Nordhagen Ottosen.
”Men både i Sverige og Norge var der ganske mange, som tænkte skandinavismen som et spørgsmål om national overlevelse, at der fandtes en skandinavisk nationalitet, og at den også inkluderede Danmark.”
Jeg er dansker, altså er jeg skandinav
Også for de danske skandinavister spiller tærskelprincippet en væsentlig rolle. I den forbindelse var det væsentligt, at den sproglige forskel internt ikke var større, end den var. Danmark og Norge delte skriftsprog, og forskellen mellem talt dansk og svensk var ifølge Rasmus Glenthøj nærmest mindre end mellem de nord- og sydtyske dialekter, der blev forenet under preussisk herredømme i 1871. Og selvom der var delte meninger, var de fleste danske nationalister også kulturelle skandinavister og gik ind for mere kulturelt, kunstnerisk og praktisk samarbejde.
”De ville sige, at jeg er dansk, men dermed er jeg også skandinav, og de to ting er uløseligt forbundet. Vi har grundlæggende samme sprog, kultur og religion, så selvom jeg erklærer mig som skandinav, gør det ikke, at jeg ikke er dansk. Det kontroversielle var den politiske del. Og gik man ind for at opretholde den hidtidige dansk-slesvig-holstenske helstat, så man skandinavisterne som forrædere og kaldte dem hjemmesvenskere,” fortæller han, og forklarer, hvordan man kan sammenligne den datidige skandinavisme med nutidens EU-positive politikere.
Minder om EU
”De ideer, der ligger bag skandinavismen, har lighedspunkter med dem, der støtter den europæiske union, selvom der næppe er den store bevidsthed om det i nutiden. For det handler om tærskelprincippet. At du, hvis du slår dig sammen med nogle andre, afgiver noget suverænitet, men i virkeligheden vinder mere suverænitet. Det er simpelthen grundtanken i skandinavismen i både dens kulturelle, økonomiske, militære og politiske forstand. For det er vigtigt at understrege, at den plan, man havde for Skandinavien, var en føderation. Altså en forbundsstat med fælles kongemagt, hær, flåde, told og post, men med en udpræget grad af selvstændig styring regionalt eller nationalt, om du vil.”
Samtidig er der dog også en klar forskel. ”En væsentlig pointe adskiller skandinavismen fra EU-projektet. Nogle skandinavister troede faktisk på eksistensen af en skandinavisk nationalitet. Og selvom man fra EU og EU-tilhængeres side gerne understreger eksistensen af et europæisk fællesskab og identitet, så er der ingen, der ser den som en nationalitet.”
Tærskelprincippet. Det belgiske kort fra 1864 illustrerer, hvordan de små bliver spist af de store. Holdningen i tiden er, at mindre, nært beslægtede nationer må slå sig sammen for at skabe levedygtige enheder. Kungliga Biblioteket, Sverige
Et forenet Skandinavien havde ikke nødvendigvis været en holdbar løsning
For Rasmus Glenthøj er det vigtigt at understrege, at et forenet Skandinavien ikke nødvendigvis havde været en holdbar løsning på længere sigt.
”Et forenet Skandinavien var en reel mulighed. Om det så kunne være sprængt i luften som Jugoslavien er en anden ting. Pointen er ikke, at et forenet Skandinavien ville have været bedre. Heller ikkr at vi, hvis det var blevet til virkelighed, havde levet i et forenet Skandinavien i dag. Pointen er, at det kunne have været sket.”
Morten Nordhagen Ottosen er skeptisk. ”Det er let at tænke, at fordi den svensk-norske union blev opløst i 1905, ville det samme have været sket for en samlet skandinavisk union. Jeg kan for så vidt være enig, for jeg kender godt til mine norske forfædres opsætsighed. Desuden kunne de forskellige sikkerhedspolitiske interesser frem mod 1. verdenskrig have knækket unionen. Sverige og Norge var tyskvenlige, mens danskerne havde et anstrengt forhold til Tyskland. Men man kan ikke bare lave den slutning med sikkerhed. En skandinavisk forening ville i sig selv have ændret præmisserne, og de samtidige samlinger af Tyskland og Italien var også svære at opretholde, så hvem ved?”
Kampen for et forenet Skandinavien
Rasmus Glenthøj, Morten Nordhagen Ottosen og Rasmus Dahlberg
DR-scenen
Lørdag den 26. marts 2022 kl. 12.00
Øverst: “Karl 15.’s afrejse fra Helsingør 20. juni 1860” efter kongemødet med Frederik 7. på Kronborg. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Foto: Hans Petersen