Slesvig-holstenerne drømte om en plads som selvstændig stat i et liberalt og føderalt Tyskland, men måtte i lighed med mange andre tyske områder se sig indlemmet i et mere autoritært tysk rige under preussisk lederskab.
Af Rasmus Friis Effersøe
Slesvig-Holsten var bare en af flere tyske småstater, som blev ofre for Preussens diplomatiske, militære og politiske ekspansion. ”Det er for danskerne en glemt konflikt. Vi har i bedste fald troet, at de tysktalende i Slesvig-Holsten, som udgjorde fire femtedele af områdets befolkning, var fint tilfredse og nu følte sig hjemme som en del af det store Preussen. Men det var ikke sådan, folk umiddelbart havde det. De følte tværtimod, at deres fædreland var blevet taget fra dem og nu kun var blevet den tolvte provins i dette mægtige rige,” siger professor i historie ved Aalborg Universitet Poul Duedahl.
I Slesvig-Holsten var de ledende kræfter præget af de samme liberale tanker, som i Danmark førte til enevældens fald og grundlovens indstiftelse i 1849. Man ville gerne have et Slesvig-Holsten løsrevet fra det danske kongedømme, som kunne indgå som selvstændig stat i et liberalt, føderalt Tyskland, og mange slesvig-holstenere satte deres lid til, at Preussen kunne hjælpe projektet på vej med krigen i 1864. Preussen går da også ind i krigen sammen med tropper fra Østrig og Det Tyske Forbund. men det viser sig, at ministerpræsident Bismarck ikke har lyst til at give slip på den del, han har erobret.
Den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck
”Krigen har lært ham, at han har en rigtig elendig flåde, og han ser området som oplagt til at opbygge en bedre og gøre Preussen til en supermagt. Ejderkanalen er helt perfekt som forbindelseslinje mellem Vesterhavet og Østersøen.” I begyndelsen har Preussen kontrollen over Slesvig og østrigerne over Holsten, uden at det står helt klart, hvilken status områderne skal have fremadrettet. Men efter preussernes militære sejr i de to store magters opgør i 1866 bliver områderne entydigt lagt ind under Preussen.
Preussen erobrer Tyskland
Det store tysksprogede område fra Rhinlandet i vest til den østlige Østersø havde historisk set været splittet op i mange konkurrerende stater. I 1864 var det løsere organiseret i det såkaldte ”Tyske Forbund”, men med sejrene i Slesvig-Holsten i 1864, over det østrigske kejserrige i 1866 og Frankrig i 1870/71 bliver det hele samlet under preussisk lederskab. Ifølge den engelske forfatter og ph.d. i tysk litteratur James Hawes kan man dog betragte samlingen som en ren og skær preussisk erobring.
Den preussisk-østrigske krig i 1866. Preussen i blåt blev støttet af de turkisblå områder. Østrig i rødt blev støttet af de lyserøde. De grønne områder var neutrale, mens Slesvig-Holstens stilling på dette tidspunkt endnu var uafklaret.
”Fortællingen om den tyske samling i 1871 er en myte. Det var reelt en erobring. Så sent som i 1866 havde Frankfurt været belejret under den preussisk-østrigske krig. Den preussiske general von Manteuffel havde forlangt at få udleveret 25 millioner gylden, hvis ikke artilleriet skulle åbnes mod byen. Hannoveranerne fik frarøvet deres guldreserver, hvilket var ren hævn, da de tidligere i krigen havde slået preusserne i et stort slag.” De fire store tyske kongedømmer Hannover, Bayern, Sachsen og Württemberg havde alle været på østrigsk side, men blev efter 1866 og 1871 lagt ind under et preussisk overherredømme mod deres gode vilje.
Ifølge James Hawes er der en grundlæggende historisk forskel på den østlige og vestlige del af Tyskland. Der er et øst og vest for Elben. ”Hvis man kigger på udstrækningen af den kolde krigs Vesttyskland, vil man opdage, at det i grove træk deler grænser med Karl den Stores frankiske imperium. Ingen germanere bosætter sig øst for Elben før efter 1147.”
Men efter 1147 rykker germanere over Elben for at erobre nyt land i den ”Drang nach Osten”, som efterhånden udvikler sig til det Preussen, som strakte sig langt ind i det nuværende Polen og Litauen, og som udviklede en slags kolonistyre med tysksprogede junkere som herremænd. Dette karakteriserede ifølge Hawes stadig i høj grad 1800-tallets Preussen. ”Hvis man lever som en slags koloniherrer i et samfund, hvor man er blandet med den undergivne befolkning, vil man altid være på vagt. Staten er til for at forsvare din position, og det skaber et autoritært, militariseret samfund. Det er næsten en naturlov. Man så det samme i de amerikanske sydstater og blandt protestanterne i Nordirland.”
Håbet om det liberale Tyskland
Det var som nævnt ikke fordi, liberale tanker ikke havde præget de tyske stater. I det vestlige område havde 1848 været præget af opstande og de på det tidspunkt moderne og progressive krav om liberale forfatningsreformer og national enhed. Man ønskede et føderalt Tyskland med hovedstad i Frankfurt – lidt som organiseringen af USA. Men i de gamle autoritære regimer i Preussen og Østrig så man på de liberale tendenser med stor skepsis. I begyndelsen måtte man forhandle med de liberale, men da man fik støtte fra det mindst lige så autoritære Rusland, måtte de liberale give op. Sammenslutningen af tyske stater i Det Tyske Forbund forblev en løsere sammenslutning uden de liberale reformer, man havde håbet på. Og splittelsen forblev. ”I 1864 deltager både tropper fra Det Tyske Forbund, Preussen og Østrig i krigen i Slesvig-Holsten, og preusserne kan ikke fordrage forbundsstyrkerne. De anser dem for at være liberale, ja nærmest socialister, og opfatter Slesvig-Holsten som et stort demokratisk rod,” siger James Hawes.
Mange havde håbet og troet på Frankfurt som hovedstad i et føderalt Tyskland. I stedet blev Berlin hovedstaden i det preussisk dominerede tyske kejserrige.
Det kan umiddelbart undre, at slesvig-holstenerne satsede på preusserne som garant for selvstændigheden og en liberal udvikling. Men før sejrene i 1860’erne var Preussen ikke en stærkere magt end eksempelvis Østrig, og i England anså man heller ikke preusserne for at være en farlig, autoritativ magt. ”I England grinte man i 1840’erne meget af tyskerne og over, hvor tåbeligt det var, at de ikke kunne organisere sig i en samlet enhed. Man gik ind for et forenet Tyskland under ledelse af et reformeret Preussen, og man arbejdede også for et samarbejde. Dronning Victoria fik sin datter gift med den preussiske kronprins, og i den daværende engelske tankegang ville et protestantisk rige som Preussen nærmest som en naturlig udvikling gå i en liberal og progressiv retning, men sådan kom det ikke til at gå,” slutter han.
Lørdag den 16. oktober 2021 kl. 16.00
Deutschland für Grünschnäbel
Poul Duedahl, James Hawes m. fl.
Festsal
Topfoto: Den 1. januar 1913 i Berlin. Kejser Wilhelm 2. af Tyskland med sine seks sønner: Kronprins Wilhelm, Prins Eitel-Friedrich, Prins Adalbert, Prins August Wilhelm, Prins Oskar og Prins Joachim.