Sygdom, sult og social mobilitet

Da pesten i senmiddelalderen kommer til Europa sammen med den lille istid, medfører det katastrofale tab for nogle, men profitable muligheder for andre.

Af Erik Krarup Nilsson

I begyndelsen af 1400-tallet befinder en sydsjællandsk bonde sig i en vanskelig situation. Faldende temperaturer har gjort jorden ufrugtbar. Af samme grund opkræver herremanden nu ekstraordinære skatter. Frem for at blive fisker i det silderige Øresund rejser bonden sydpå for at prøve lykken. Rygtet om mulighederne for at ernære sig ved håndværk og handel i de vækstende europæiske bysamfund er nemlig nået til de sydsjællandske fæstegårde.

Da bonden ankommer til Lübeck, går han i lære som grovsmed og får med tiden sparet en mindre formue sammen. Han investerer formuen i import af tekstiler fra Flandern, og bliver efterhånden en velhavende købmand. Den tidligere bonde har nu for længst byttet sin gamle uldkjortel ud med snabelsko og flamsk modetøj og skiftet den harske sild og grød, som han levede af engang, ud med varme måltider krydret med safran og ingefær.

”Det er plausibelt, at en mand ville kunne nå at opleve sådan en social opstigning. Så stærk var den sociale mobilitet. Mange jordbesiddere har pludselig en masse jord, som bliver ubrugelig. En bonde kan derfor nu tjene mere som håndværker i byen. Så de europæere, som ikke dør, bliver over en bred kam rigere,” fortæller Andreas Bonde Hansen.

Andreas Bonde Hansen er Ph.D. i forhistorisk arkæologi og kulturarvsstudier og har været centerchef på Middelaldercenteret siden februar 2024. Middelaldercenteret formidler livet i en dansk købstad for 610 år siden og forsker desuden i middelalderens husbyggeri, krigsmaskiner og dagligliv.

Byliv og borgerskab

I de europæiske byområder kræver den sorte død i senmiddelalderen endnu flere ofre end på landet, og efterspørgslen på arbejdskraft stiger derfor også her. Størstedelen af befolkningen forbliver boende på landet, men flere søger nu mod byerne for at imødekomme det øgede behov for hænder i byerhvervene.

I Østeuropa er man ikke lige så ramt af pesten, og afstanden mellem byerne er større. Den sociale mobilitet og muligheden for at sætte sig op mod herremanden er derfor mindre, og en arbejdsdeling mellem Øst- og Vesteuropa indfinder sig efterhånden.

”Mange steder i Vesteuropa kan man ikke længere brødføde sig selv. Men i det nuværende Polen og Ukraine kan man stadig dyrke masser af korn. Og i farvandene omkring Danmark, Sverige og Norge er der masser af fisk. Så der opstår en fødevareindustri, hvor man eksporterer især korn og fisk til Rhinområdet, Nederlandene, Flandern, Italien, Frankrig og England, og får krydderier, øl og andre luksusvarer den modsatte vej. Og når handelsstanden vokser, bliver handelen med østlige krydderier og luksusvarer også mere udbredt. Så der kommer langt mere muskatnød og kanel til Danmark, end der har gjort før,” fortæller centerchefen.

Museumsinspektør ved middelaldercenteret, Thit Birk Petersen.

Øverst: Senmiddelalderens høje dødstal affødte en løssluppenhed og en lyst til at leve i nuet. Mange steder blev denne lyst udlevet ved at afholde gilder, hvor der blev spist og drukket tæt. Pieter Aertsen 1551. Wikimedia Commons.