Odense Bys Museer deltager med en stand og er på festivalprogrammet, når Historiske Dage 2015 – en ny, stor historiekulturevent – afholdes i Øksnehallen 14.-15. marts 2015.
“Odense Bys Museer ønsker at møde nye brugere og gæster, som er interesserede i vores arbejdsområder inden for kulturhistorie og arkæologi, komponisten Carl Nielsen og H.C. Andersen. Vi bakker altid op om nye idéer inden for kulturarrangementer, og når muligheden er der for at møde brugere uden for Fyn og Odense, slår vi til og glæder os rigtig meget til at deltage i Historiske Dage 2015,” siger Merete Schultz, som er ansvarlig for Odense Bys Museers stand og optræden på Historiske Dage.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad Odense Bys Museer vil tilbyde gæsterne på Historiske Dage, men Merete Schultz røber, at Carl Nielsens 150 års-fødselsdag i 2015 godt kunne kaste noget god musik og en fællessang af sig.
Mød komponisten Carl Nielsen på Historiske Dage