Det er 100 år siden, 1. verdenskrig endelig fik en ende, og det markerer vi med flere indslag på Historiske Dage.
Mens vi tæller ned til festivalstart, er der kommet et helt nyt programpunkt lørdag kl. 11.30, der giver publikum endnu en mulighed for at blive klogere på verdenskrigen og dens konsekvenser – i selskab med vores tyske hovednavn Daniel Schönpflug.
Daniel Schönpflug er professor i nyere europæisk historie ved Freie Universität i Berlin, og hans nye bog ”Kometår. 1918-1923 – verden i opbrud” udkommer i forbindelse med Historiske Dage på dansk.
Efter krigens afslutning brød imperier og kejserriger sammen, og Tyskland blev den store taber. Danmarks rolle i krigen var ikke stor, men krigens udfald fik alligevel store konsekvenser.
I samtale med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller drøfter Daniel Schönpflug det dansk-tyske forhold med udgangspunkt i bogen.
Daniel Schönpflug kan også opleves på DR K-scenen søndag kl. 15.30, hvor han blandt andet vil tale om de ideologier, der skulle komme til at sætte den nye politiske retning for Europa i kølvandet på krigen.
Bemærk, at begge oplæg holdes på engelsk.
Lørdag den 10 marts 2018 kl. 11.30: 1. verdenskrig og Danmark på DR K-scenen og søndag den 11. marts 2018 kl. 15.30: 1918 – Verden i opbrud på DR K-scenen.