I disse dage står mange af landets museer overfor at skulle rydde ud i deres samlinger. Skærpede krav og højere udgifter til konservering tvinger mange museer ud i destruktion af historiske genstande. Dubletter i de enorme samlinger må hverken sælges eller gives væk til privatpersoner. De skal smadres!
Men destruktion af dansk kulturarv er ikke noget, man bare lige gør. Forud ligger en lang overvejelse om de enkelte genstandes historiske værdi og tilstand. Er genstanden uden værdi for museet, skal man først forsøge at aflevere den tilbage til giveren, derefter tilbyde den til andre museer for til sidst at søge Slots- og Kulturstyrelsen om lov til destruktion.
På Museum Vestsjælland er man også i fuld gang med at rydde op i gemmerne. For museumsinspektør Mads Findal Andreasen er dét ikke nogen nem opgave. “Det piner nogle gange ens faglige hjerte, for nu har man i 100 år passet på det, og lige pludseligt skal det bare destrueres”.
For museerne er det dog vanskeligt at forudse, hvilke genstande der kommer til at have relevans i fremtiden. “Vi skal jo indsamle efter, hvad der er museet faglige fokusområde. Men det fokusområde kan jo skifte, alt efter hvad der er politisk stemning for, hvilken minister vi har, eller hvilken inspektør der sidder på museet”, uddyber Andreasen.
Som et friskt pust i den løbende debat, vil Museum Vestsjælland opsætte en “retssag” på Historiske Dage. Her vil udvalgte museumsgenstande blive dømt til døden eller frikendt. Museet stiller selv med både en forsvarer og en anklager, og besøgende på festivallen har mulighed for selv at blive en del af juryen.
Om museets musselmalede porcelæn skal under bødlens hammer eller overleve som vigtig dansk kulturarv, er op til dig! Giv din mening til kende på Historiske Dage lørdag den 9. april 2016 kl. 12.20.