Under Gustav 2. Adolfs lederskab blev Sverige en territorial og økonomisk stormagt. Vasaskibet – et helt særligt og meget ambitiøst projekt – skulle være selve symbolet på Sveriges storhed.
Af Erik Krarup Nilsson
På Djurgården i Stockholm, blandt andre seværdigheder og historiske vartegn, ligger en af Sveriges absolut mest betydningsfulde nationalskatte: et 52 meter højt og 69 meter langt orlogsskib på 1200 tons. Da 98 % af det originale skib er bevaret, er det verdens bedst bevarede 1600-talsskib. Det tiltrækker årligt 1,5 million museumsgæster.
”Vasaskibet er en unik oplevelse, fordi det er som en tidsmaskine, der tager den besøgende med på en rejse tilbage til 1600-tallet. Når man kommer ind på museet og bliver mødt af dette store skib, tror jeg, at mange føler, at de kommer i kontakt med historien – med dem, som var ombord på disse skibe, som frøs og var sultne, dem, som var bange for at blive involveret i deres første søslag, og med de familier, som ventede derhjemme og var bekymrede for, hvordan tingene ville gå. Det er som at træde ind i 1620’erne,” fortæller Anna Maria Forssberg.
Et skib med muligheder
Anna Maria Forssberg er historiker ved Vasamuseet og beskæftiger sig med de mennesker, som var ombord på Vasaskibet, som var med til at bygge det, organisere arbejdet og bidrage med råvarer.
”Skibets stand giver os fantastiske muligheder for at undersøge det fra forskellige vinkler. Vi kan se, hvordan det blev bygget, og fornemme, hvordan det føltes at være der. Forskellige genstande er bevaret fra menneskerne ombord. Og da der næsten ikke findes nogen afbildninger af svenske skibe fra denne tid, har Vasa også været utrolig vigtigt for at forstå, hvordan skibene faktisk så ud.”
Dykkerleder Per Edvin Fälting (i midten) og hans dykkerhold, som foretog en af de mest vanskelige dele af bjergningsarbejdet. Nemlig at spule de seks tunneler under skibet, der skulle gøre plads til stålkablerne, som skulle bruges til at løfte skibet op fra havbunden. Stockholm 1959, Vasamuseet.
Vasaskibet var kongens prestigeprojekt
Gustav 2. Adolf blev konge af Sverige i 1611 som blot 16-årig. Allerede som ganske ung havde han store ambitioner på det svenske kongeriges vegne. Med et ønske om at opnå kontrol over Østersøen og engagere sig i europæisk storpolitik, forstod han vigtigheden af en stærk hær og ikke mindst en stærk flåde. Som led i en større oprustning bestilte han i 1625 fire nye skibe. Af dem skulle et være særligt veludrustet. På kongens befaling skulle det være i stand til at affyre 300 kilo ammunition på én gang, hvilket var fire gange så meget, som krigsskibe på dette tidspunkt normalt kunne affyre. Da Vasa blev søsat i 1628, var det udstyret med to batteridæk, 64 bronzekanoner og plads til en besætning på 440 mand. Derudover var skibet overdådigt udsmykket med flere end 600 skulpturer. De skulle understrege Sveriges status som stormagt.
”Udover at være et militært redskab, bør skibet også ses som et stykke propaganda. Flere af skulpturerne har både politiske og religiøse budskaber. Derudover er der en del referencer til det gamle Roms imperiale symbolik. I skibets udsmykning bliver Gustav 2. Adolf sammenlignet med Romerrigets grundlægger, kejser Augustus, og han fremstiller på den måde sig selv som grundlægger af et nyt imperium,” fortæller Forssberg.
Ingen turde fortælle kongen sandheden
Trods al Vasas pomp og pragt blev manifestationen af det svenske stormagtsrige et offer for sit eget overmod. Vasa forliste på sin jomfrurejse den 10. august 1628 efter en rejsetid på blot 15 minutter. Skibets højde og manglende ballast gjorde det ustabilt og fik skibet til at krænge ved vindstød. Da vand trængte ind i de åbne kanonporte, kæntrede skibet. Det sank for øjnene af en stor del af Stockholms indbyggere og adskillige repræsentanter fra udlandet. Da man efterfølgende forsøgte at finde frem til den skyldige, kom det frem, at flere allerede inden ulykken havde kendskab til skibets ustabilitet.
”Der var sandsynligvis ingen, som turde fortælle kongen, at skibet ikke var sødygtigt. Man kan sige, at kongen indirekte havde et medansvar for forliset, da han var så ivrig efter at få disse nye skibe. Men selvom det har været et nederlag for hans anseelse og prestige, tror jeg også, at vi har en tendens til at overdrive betydningen af Vasas skibbrud. Det var en tid, hvor mange lande forsøgte at bygge større skibe med flere kanoner, hvilket ofte førte til ulykker, så jeg tror, at der var en vis bevidsthed om, at det kunne gå galt.”
Ånden lever videre
Vasaskibet blev bjærget i 1961 og er i dag en af Sveriges mest besøgte turistattraktioner. Selvom forliset medførte et prestigetab for kongemagten, giver arven fra den svenske stormagtstid genlyd den dag i dag:
”Selvom mange godt kan lide at joke med, at det er typisk for svenskerne at udstille deres største fiasko på museum, så tror jeg, at Gustav 2. Adolf ville have været stolt, hvis han kunne se, at folk kom fra hele verden for at se skibet.”
En ny udstilling på Vasamuseet med titlen ‘I Liv och Död’ er for nylig åbnet. Anna Maria Forssberg og hendes kolleger har i samarbejde med forskere fra en række universiteter undersøgt 15 skeletter fra mennesker, som døde ombord på Vasa. Deres liv og skæbne kan man studere nærmere i udstillingen, men du kan også opleve Anna Maria Forssberg fortælle om dem på Historiske Dage.
Anna Maria Forssberg. Foto: Anneli Karlsson.
Skibsvrag og marinarkælogi på Historiske Dage 2026
I liv og død – ny forskning om de døde på skibet Vasa
Anna Maria Forssberg
Blå scene lørdag den 14. marts kl. 16.30
Vasa 1628: Krig och propaganda
Anna Maria Forssberg
Blå scene søndag den 15. marts kl. 12.20
Hvad Nordsøen gemmer
Christian Toftgård
Rød scene lørdag 14. marts 11.00
Bådgravene i Salme
Eric Östergren
Blå scene lørdag den 14. marts kl. 13.00
1000 skibe og 100 vrag
Patrik Höglund
Blå scene søndag den 15. marts kl. 10.50
Havets skatkammer. På arkæologisk eventyr under vand.
Andreas Kallmeyer Bloch, Otto Uldum og Cecilie Nielsen
DR-scenen søndag den 15. marts kl. 14.50
Øverst: Vasaskibet på Vasamuseet. Foto: Shutterstock